Anmeldelse: Kaptajn Bimse

Universet i Bjarne Reuter-filmatiseringen forvandles til et legerum, hvor fantasien får befriende frit spil.

Der var engang, hvor pølsevognene stod på hvert gadehjørne, Michael Laudrup var nationens stolthed, og Eurodance endnu ikke en landeplage. Romantisering af fortiden er forholdsvis nem at forfalde til, hvor især Bjarne Reuters mange børnebøger tegnede et billede af Danmarks sociale lag i så lav øjenhøjde, at selv de allermindste fik en ristet med dansk selvforståelse med det hele serveret tilpas appetitligt. Filmatiseringer af Reuters børnebøger klattes ofte ned på asfalten med de syltede agurker. "Kaptajn Bimse" kommer imidlertid til undsætning som ét af de fineste eksempler på, at simple ingredienser også er de mest spiselige. 

  

Og "Kaptajn Bimse" er rettet de mindste børn (3-6 år) og deres problemer. Anna på syv år ked af det, fordi dukken Sophie er blevet glemt i sommerhuset i Rørvig. Hendes forældre vil ikke hente den, og da Anna har fødselsdag næste morgen, er stemningen ikke alt for god. Stakkels plys-Sophie. Hjælpen kommer dog fra uventet kant, da Kaptajn Bimse (Jesper Asholt) og andenpiloten Goggeletten (Peter Frödin) i nattetimerne ankommer i deres gule propelfly. Anna overtaler det umage makkerpar til at tage hende og bamsen Hr. Johnson (Thomas Borch Nielsen) med på eventyr for at hente Sophie.

Rejsen ind i drømmenes rige med Kaptajn Bimse og Goggeletten er naturligvis langt fra en almindelig udflugt ad støvede landeveje i Odsherred. Udfordringerne undervejs er fjollede fabler, der taler direkte til børn. Lige dele farve- og lærerige – og 100% herlig. 

Børnefilm er en svær disciplin, idet grænsen mellem det at tale ned til og blive for kompliceret i sig selv er flydende. Helt overordnet er "Kaptajn Bimse" imidlertid alt for meget sig selv til at tage de hensyn. På intet tidspunkt svælges i de nemme løsninger og billige tricks, der kendetegner børnefilm, som ikke sætter sig ind i børns tankesæt, men i stedet i, hvordan voksne tror, dem under seks år tænker. Universet i Reuter-filmatiseringen forvandles til et legerum, hvor fantasien får befriende frit spil. Hvor alt er muligt, men også svære temaer (for børn) indlejres humoristisk som mytologi i børnehøjde – såsom det at være bange for mørket, være genert over for fremmede og lade være med at være alt for krævende og forkælet.      

Et så kulørt univers kræver naturligvis et overbevisende produktionsniveau, selvom målgruppen formentlig ikke er den mest krævende i det henseende. Nykåret producent Pernille Munk Skydsgaard og instruktørparret Kirsten Skytte og Thomas Borch Nielsen formår trods skrabet budget at fremtrylle et magisk rum, der udnytter værktøjerne til langt over forventning. Veloplagte Jesper Asholt og Peter Frödin rammer tonen (om)hyggeligt og festligt, hvilket uden tvivl vil få børn og deres forældre til at fnise – og give noget at snakke om bagefter. 

Med i alt seks "Kaptajn Bimse"-bøger er der forhåbentlig udsigt til, at vi ser endnu mere til den gule propelflyver de kommende år. Charmerende og sød stryger den lille 75 minutters fortælling uimponeret ind i hjertekullen, mens det ganske enkelt er imponerende, hvor meget holdet bag får ud af så begrænsede midler. Som en mindre bedrift inden for børnefilm til de allermindste – i øvrigt en sjældenhed i dansk film – er bestræbelserne på overføre Bjarne Reuters nok mest spraglede univers lykkedes til fulde.

Kaptajn Bimse

Kommentarer

Kaptajn Bimse

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen