Anmeldelse: Madklubben
"Madklubben" har frisk og rund kant, selvom helhedsindtrykket efterlader en eftersmag, der kunne være det mere helstøbt.
Pizzaen blev opfundet i året 997. De første år var den siden verdenskendte italienske spise et almindeligt fladbrød. Som årene gik, blev den karakteristiske dejklump tilført diverse ingredienser med alt fra kød til krydderier og udviklede sig til en ret, alle fra bondemanden til den royale familie satte tænderne i. Den danske "Madklubben" kan beskrives som en pizza med surt, sødt og for meget fyld på – og dog velsmagende.
Marie, Vanja og Berling har været bedste veninder hele livet, men har ikke set meget til hinanden den sidste tid. Da Marie forlades af sin mand juleaften og samtidig får en rejse til Italien af sine børn, vælger de to veninder at tage med hende. For hvad er bedre til at bearbejde sorgerne end lækker mad og vin?
Heksegryden af gastronomiens og filmens verden har gennem tiden opkogt skønne og livsbekræftende fortællinger med alt fra Jon Favreaus charmerende "Chef" og vores egen "Babettes gæstebud" på menuen. Mad sætter et allegorisk præg på historiens udvikling. De skønne italienske retter, som vores hovedpersoner lærer at lave i løbet af "Madklubben", bliver et billede på hver af deres sindstilstande. Marie kan ikke fremmane en original tomatsovs, men lærer, at en tomatsovs er som livet. Der skal både lidt sødt, bittert og skarpt til, før den bliver helt god. Omend et trivielt billede på livets nuancer, så fungerer det i samspillet personerne imellem. Ganske vist forudsigeligt, men det giver et smil på læben – som vellykkede retter har det med.
Ensemblet er som nævnt ligesom en pizza, der indeholder en knivspids af det hele. Kirsten Olesen er stærk som Marie og serverer én af sine bedste præstationer i lang tid. Mia Lyhne og Rasmus Botoft er elementet, man ved, der skal være der, men som sådan ikke overtager totaloplevelsen. Stina Ekblad som Berling er den overmodne gorgonzola. Hun leverer intet mindeværdigt til det færdige produkt, og hun ændrer sig aldrig. Til gengæld er Vanja, spillet af Kirsten Lehfeldt, lige den luns kød, vores pizza har brug for. Hun er filmens stærkeste kort, der i samspil med Troels Lyby slår stenovns-gnister. Deres sidehistorie er tilpas sprød, uden at skorpen brændes af.
Instruktør Barbara Topsøe Rothenborg instruerer med sikker, men anonym hånd. Selvom vi befinder os i det skønne Syditalien, forlades venindernes bosted ikke ret meget – og det er synd. Lad os se noget af den skønne natur, som støvlelandet er så kendt for. Rothenborg og hendes manusforfatter har haft andet i tankerne, og det kan man nu ikke klandre dem for. "Madklubben" har frisk og rund kant, selvom helhedsindtrykket efterlader en eftersmag, der kunne være det mere helstøbt.
"Madklubben" er en dejlig lun og velanrettet film krydret med gode danske skuespillerpræstationer. Kirsten Olesen er altid skøn på det store lærred, mens Kirsten Lehfeldt og Troels Lybys samspil er den lækre hovedret. Derudover kan det ikke undgås at blive lækkersulten af de madretter, som serveres undervejs i filmen. Italiens natur burde have været mere fremtrædende, nu handlingen alligevel finder sted sydpå. Alligevel er her tale om en bittersød komedie, der er værd at skrive hjem om.