Anmeldelse: Mandskoret

Rørende dokumentar om liv og død tilsat øl, fisse og kormusik.

"Mandskoret" rammes ind af et grønt sommerlandskab, der glider forbi et bus- eller togvindue. Det er mandskoret – en gruppe midaldrende mænd fra Oslo, som er på vej til den norske by Halden. De skal varme op for Black Sabbath på sankthansaften i 2016. Vi får koret at se på scenen mod slutningen af filmen, men elegant undgås det at vise mere af selve formålet med korets rejse. Vi møder ikke Ozzy eller Black Sabbath. Vi ser kun et par glimt af publikum, og vi ser koret på scenen.

Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens film starter rejsen på vej til Halden og giver os et glimt af opvarmningskoncertens endelige forberedelser. Så skrues uret tilbage, og tre måneder tidligere begynder selve historien. Hver uge mødes mandskoret i Oslo, og koret fremstilles som et helt afgørende fællesskab og et vigtigt socialt netværk for medlemmerne. Der skiftes mellem scener, hvor vi er fluen på væggen, når koret øver eller mødes, og korte interviews med medlemmerne og dirigenten Hovd.

Den norske dokumentarfilm skildrer en rejse på mere end én måde. På den ene side følges de ugelange forberedelser til opvarmningskoncerten i Halden. På den anden side er det selve livets rejse, vejen fra liv til død, vi oplever, da korets dirigent rammes af kræft. Disse to rejser smelter sammen, og det er her, at filmen bliver til noget mere end en bagatel. For "Mandskoret" er en film om gammeldags maskulinitet. Vi inviteres ind i en mandeklub, hvor det hele handler om øl, fisse og kormusik. Om ønsket om at dø med støvlerne på. Det er en fortælling om venskab og fællesskab. En film, der er hård og øm på samme tid, men som skildrer en mandskultur, hvor drenge får lov til at være drenge for evigt.

I sidste halvdel følger vi korets forberedelser i de sidste otte uger før koncerten i Halden, mens Hovd bliver mere og mere syg. Selvom dirigenten stritter imod og strutter af livskraft og livsglæde, bliver han stadig svagere. De bedste og mest følsomme scener er uden tvivl skildringen af den trodsige kamp mod kræften og for livet, og hvordan kormedlemmerne reagerer på dette. I sådanne sekvenser er "Mandskoret" noget helt særligt og hæver sig over den middelmådige hyldest til mandeklubben.

I "Mandskoret" gælder kun koret. De resterende omgivelser er vage og antydet i baggrunden i diffuse skitser. Her er der ingen historie, intet landskab. Kræftsyge Hovd er ganske vist hjørnestenen i fællesskabet. Den faderlige figur, som på få øjeblikke får kormedlemmerne til at lægge alle de hårde ritualer til side og vise nøgne ansigter og følelser. Men ikke godt nok til at fastholde interessen over 74 minutter.

Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens dokumentar har flere gribende og mindeværdige scener og viser, hvordan et unikt fællesskab skabes gennem et mandekor. En gribende hyldest, der balancerer mande- og drikkekultur med følsom og varm skildring af dirigentens sygdomsforløb og den kærlighed, som alle kormedlemmerne føler overfor denne blide faderfigur. Maskuliniteten, der skildres, er dog en smule problematisk. Fraværet af et kritisk perspektiv på de maskuline holdninger og ritualer gør filmen til et "manderum", man ikke besøger længere end højst nødvendigt.