Anmeldelse: Ninjababy

Norsk tegneseriefilmatisering er en snigende uventet positiv overraskelse.

Tegneseriefilmatiseringer er ofte ensbetydende med storpumpede, testosteronfyldte mænd i spandex, der slås med computergenerede monstre. Dykkes der ned i tegneserieromanens vilde verden ligger mange forskellige fortællinger og vokser sig store. Norske Inga Sætres "Fallteknikk" er én af disse, og i samarbejde med Ingvild Sve Flikke har værket nu fundet vej til det store lærred i form af den rørende "Ninjababy". Selvom titlen minder om endnu en superheltefilmatisering, er graviditetsdramaet en følelsesmæssig kompleks fortælling om at tage hånd om sit liv, når det er allerværst. 

Rakel med 23 år i bagagen er så langt fra moderrollen som muligt. Det tror hun i hvert fald, for en dag finder hun ud af, at hun er seks måneder henne i en uventet graviditet. Slemt er det især, fordi Rakel til dagligt synes at være doven, fanget i dagligdagens monotone rutiner og uden et specifikt mål. Dog vokser drømmene om en karriere som tegneserieforfatter gemt i hende. Med en snigende og lydløs ninjababy på vej skal den unge kvinde jonglere med faderens rolle, en mulig adoption, en ny flirt og – vigtigst af alt – sine egne følelser om babyen og fremtiden. 

I udgangspunktet virker Rakel enerverende – på samme tid en dagdriver og en energibombe. I andre hænder end skuespilleren Kristine Kujath Thorps kunne den gravide excentriker være umådeligt besværlig at følge, men med hendes suveræne præstation er det en fornøjelse. Den sortkomiske humor vokser sig større og større i takt med mave og frustrationer, og samspillet med scorekongen og mulige far Pikkjesus viser filmens villighed til at gå over grænser, som ikke en gang "Juno" turde. Eksempelvis er der en absurd morsom scene, hvor den animerede ninjababy i mavsen møder en ladning af potentielle søskende. 

"Det er ikke kærlighed, det er sæd," siger Rakel i filmen. Én af de store forcer i "Ninjababy" er paradoksalt nok romancen mellem Rakel og den første mulige far, judo-træneren Aikido-Mos. Ofte er graviditeter planlagte mellem to elskende mennesker, og på forfriskende vis formår skaberne her at portrættere et blomstrende og nuanceret forhold på trods af uplanlagt svangerskab. Karaktererne komplimenterer hinanden, da Rakel finder plads til at vokse både i samspil og på egen hånd, og filmens stærkeste element er klart det interne karakterdrama. Rakel er nemlig hårdfør og sårbar, excentrisk og alvorlig – og utrolig medrivende i sit portræt af en ung kvinde fanget i lykkelige omstændigheder. 

Animationen spiller også ind i Rakels liv. Små streger lægger tryk på stærke følelser, og ninjababyen kommer en dag til live. Og derigennem kan Rakel lufte sine frustrationer og usikkerheder om graviditeten, fædrene og adoptionen med en god dosis humor. Desværre efterlader stilen ikke det store indtryk og udviskes hurtigt til at forsvinde i baggrunden. Faktisk føles det til tider decideret malplaceret og påtrængende. som om det var et levn fra tegneserieromanen, der skulle med for at sælge filmatiseringen. Det er meget ærgerligt, netop fordi det interne drama er forfriskende godt eksekveret. 

Ingvild Sve Flikke har beholdt tegnestilen, hvorimod slutningen er valgt ændret fra forlægget. "Ninjababy" synes ikke helt at kunne finde sig tilrette i sin konklusion, og resultatet føles, som om publikum tages med ind i 10. måned af en graviditet. Men hele Rakels særegne situation, den forfriskende humor og et smukt budskab om at genoprejse sig efter et nederlag gør, at et nyt graviditetsdrama på højde med "Juno" er født.