Anmeldelse: Nocturnal Animals - natdyr

Alfred Hitchcock har engang fortalt om, hvordan instruktører i stumfilmstiden ofte konkurrerede om at lave en film med så få mellemtitler som muligt. Billederne skulle kunne tale for sig selv, ellers var filmen ikke god. Standpunktet er måske en kende ultimativt, om end det er tydeligt, at idéen lever videre. Ikke mindst hos instruktør og modedesigner Tom Ford, der i "A Single Man" på opfindsom vis varierede farvemætheden i billederne alt efter scenens emotionelle karakter. Også i "Nocturnal Animals - natdyr" er det visuelle i højsædet som medfortæller i en gribende todelt historie.

De hyperæstetiske billeder fortæller historien om den succesfulde kunstner Susan Morrow (Amy Adams), der en dag får tilsendt bogen "Natdyr", skrevet af hendes eksmand Edward, som hun forlod 19 år forinden (Jake Gyllenhaal). Bogen omhandler en mand, der plages af skyld efter på brutal vis at have mistet sin kone og datter. Ængsteligheden og tvivlen begynder at trænge sig på i Susans på overfladen perfekte liv, i takt med at parallellerne mellem bogen og hendes forliste ægteskab kryber frem. 

Filmen overforklarer gudskelov ingenting og bevarer i stedet en konstant mystik om, hvordan bogens fortælling mon skal forstås i relation til Susans eget liv. Tilskueren opildnes til at være medfortæller af en historie, der på én og samme tid holder stor distance og går helt tæt på i sin fortælling.

Bogen, hvis allegoriske fortælling fylder en stor del af filmens spilletid, er et intenst krimidrama, hvor de helt store følelser er i spil. Jake Gyllenhaal, der også spiller husbonden Tony i bogens fortælling, leverer en kraftpræstation i sit portræt af en mand, der fejler i at leve op til klassiske mandeidealer om maskulinitet og heltemod. I en højspændt kidnapningsscene, der mesterligt balancerer mellem lettelse og katastrofe, viser Gyllenhaal en spillemæssig spændvidde, der kun kan imponere. Knust og desillusioneret efterlades Tony, og tilbage hos Susan blusser lignende følelser frem. Er bogen et billede på det liv, hun tog fra sin eksmand dengang for lang tid siden? Kameraet klamrer sig gennem hele filmen til Amy Adams triste ansigt og fremhæver uden ord hendes store forvirring. Filmen lykkes med at skabe sympati for en i grunden usympatisk person.

"Nocturnal Animals - natdyr" er en todelt film ikke bare i sin fortællestruktur, men også som filmoplevelse. På overfladen er filmen en suspensefyldt krimifortælling, der i egen ret er dragende og engagerende underholdning. Men ind mellem skudvekslinger, utroskab og efterforskning ligger også en afbalanceret diskussionen af mandestereotyper og de forventninger, vi har til hinanden. Filmen bliver aldrig prædikende, men mediterer i det skjulte over, hvad vi ønsker os i livet og hvorfor. Svarene får man ikke nødvendigvis, og måske havde det klædt fortællingen, hvis den fortællemæssige sløjfe var blevet bundet lidt strammere til slut. Billederne binder uden at afsløre hvordan fint den tematiske sløjfe, men plotmæssigt lades Susans historie lidt i stikken.

Tom Ford har med "Nocturnal Animals - natdyr" skabt endnu en stemningsfuld filmfortælling, der fungerer på flere niveauer. Filmen tvinger ikke holdninger ned i halsen på publikum, men opfordrer i stedet til aktiv meddigtning og giver således stof til mange og lange diskussioner. Ved konstant at bevæge sig i spændfeltet mellem filmens tvetydighed og nervepirrende mainstreamunderholdning bliver filmen et glimrende eksempel på, at det kloge sagtens kan være underholdende. Ham der Hitchcock har altså ikke levet forgæves.

Nocturnal Animals - natdyr

Kommentarer

Nocturnal Animals - natdyr

  • ★★★1

    For helvede, Tom Ford skal lave film noget oftere og droppe modedesigner branchen :) Han hører da absolut til i filmbranchen. Fuk, en fed film!! Den er så blændende sat i scene, fortalt med kirurgisk præcision og spillet røven ud af bukserne af samtlige medvirkende. Aaron Taylor.......fucking Aaron Taylor Johnson er ugenkendelig her og leverer skuespil over al forventning. Amy Adams er som altid intet mindre end fremragende og Shannon......shiiiiiiet!! Oscaren kalder. Gyllenhaal er bare altid superb, mere kan jeg sgu ikke sige til det. Ford holder flot mange bolde i luften og guider os ubesværet igennem filmens kompleke narrativ. Den følelsesmæssige effekt er bestemt også tilstede, for uden følelser på spil, havde filmen ikke fungeret optimalt. Heldigvis går Tom Ford op i alt. Filmens score af Abel Korzeniowski er fucking awesome. Virkelig godt komponeret. Og så er filmens slutscene - no spoilers - helt fantastisk. 

    9/10

    Babo 5-01-17 23:46

  • ★★★0

    Meget enig med anmeldelsen - forrygende meta Hitch-thriller, med flere virkeligt gode præstationer - til trods for at de ér lige stive nok i betrækket som objektiviserede litterære metaforere. Særligt Aaron Taylor Johnson som arketypisk skurk stjæler billedet, mens jeg dog mest er imponeret over Gyllenhal. 

    Dolphinfriendly 6-01-17 15:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen