"Road House"-remaket med Jake Gyllenhaal får endelig en premieredato

Gyllenhaal tager arven op fra Patrick Swayze i det hårdtslående actionbrag.

En af de allerførste nyheder her på Moovy fastslog tilbage i 2015, at et remake af "Road House" var på vej – med UFC-fighteren Ronda Rousey ("Fast & Furious 7") i hovedrollen.

Det projekt blev dog aldrig realiseret, men nu er en genindspilning af "Road House" altså færdiggjort med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, og den nye film lander på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, den 21. marts i år.

For få uger siden begyndte der at florere rygter om, at den nye "Road House" ikke udkommer i biograferne, og det bekræfter Amazon altså.

Læs også: Jackie Chan og Ralph Macchio mødes i ny "Karate Kid"-film

Den oprindelige "Road House" udkom i 1989 og er for længst blevet en kultfilm af dimensioner. Her spillede Patrick Swayze en hårdhudet dørmand, der bliver hyret til at tage sig af det værste klientel i en ny bar, før han modvilligt bliver inddraget i et blodigt opgør med en lokal forretningsmand og hans håndlangere.

I den nye "Road House" spiller Gyllenhaal en tidligere UFC-fighter, der ligesom Swayzes karakter bærer navnet Dalton, og som også takker ja til et job som dørmand i en bar, før han bliver suget ind i en omfangsrig konflikt.

Den erfarne actioninstruktør Doug Liman ("The Bourne Identity", "Edge of Tomorrow") står bag "Road House"-remaket, som bl.a. har Anthony Bagarozzi med om bord som manuskriptforfatter. Bagarozzi skrev det morsomme actionhit "The Nice Guys" sammen med Shane Black.

Vi venter stadig på en teaser til den nye "Road House", men en ny trailer til flere af Amazons kommende tv- og filmtitler byder på et ultrakort smugkig 1 minut og 22 sekunder inde i videoen:

Kommentarer

"Road House"-remaket med Jake Gyllenhaal får endelig en premieredato

  • ★★★★★★0

    Prime strammer den på økonomi. Jeg har haft kanalen kørende i nogle år, fordi den ikke var for dyr - og fordi der jævnligt er noget godt at se.

    Stigningen var behersket sidst - fra 45 til 59 kr.

    Men de stopper ikke der - de er allerede begyndt at køre en reklameblok for deres egne programmer. 

    Det næste der sker er at de vil indføre reklamer - som man skal betale yderligere for at slippe for.

    Sorry Amazon - så få I altså kun mig på gæsteabonnement, fremover. Jeg gider ikke betale så meget ekstra, fast.

    Wayne 5-01-24 10:25

  • ★★★★★1

    “Roadhouse”

    Elwood 5-01-24 10:26

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen