Anmeldelse: Old

Vanen tro vil Shyamalan gerne være både fiks i de dybere spadestik og samtidig chokere sit publikum, men det hele flyder ud med badevandet.

"Du er ved indtræde i en anden dimension. Du er på tærsklen til et andet univers, hvor alt kan ske." Sådan lød åbningen til den klassiske tv-serie "The Twilight Zone". Instruktør M. Night Shyamalan er ikke ukendt i de fremmede dimensioner, hvor mærkværdige ting sker. Den indisk-amerikanske instruktør har selv udtalt, at hans nyeste syretrip skulle være ligesom et afsnit af den genredefinerende tv-serie. Desværre har Shyamalan meget svært ved at afslutte sin historie, og det hele bliver taget med det brusende tidevand.

Ægteparret Guy (Gael García Bernal) og Prisca (Vicky Krieps) har skabt sig en kernefamilietilværelse med to skønne børn. Og som familier gør, tager de en dag afsted på ferie til et tropisk paradis. Her tilbydes de en dag på en afsidesliggende strand sammen med en anden familie, væk fra de andre gæster. I starten er alt fryd og gammen, men så sker der mærkværdige ting. Den mystiske strand gemmer nemlig på flere hemmeligheder, og inden længe skal de forsøge at finde væk fra stranden. Det viser sig at være nemmere sagt end gjort.

Den indisk-fødte manuskriptforfatter og instruktør M. Night Shyamalan slog igennem i 1999 med gyseren "Den sjette sans". Karrieren har siden bølget op og ned, dog med et velfortjent kritisk comeback med superskurke-filmen "Split". Nu er Shyamalan tilbage i horrorgenren – tilmed med en film baseret på tegneserien "Sandcastle". Mysteriet er som sådan velfungerende, men ender med at løbe ud i sandet.

Hvad er det, der foregår på denne mystiske strand? Bag mystikken i "Old" gemmer der sig en underliggende tematik om svigt og midtlivskrise begravet. Vanen tro vil Shyamalan gerne være både fiks i de dybere spadestik og samtidig chokere sit publikum. Ulempen er imidlertid, at det hele flyder ud med badevandet. Der mangler simpelthen is i vaflen, selvom Shyamalan så gerne vil fremstå dybsindig og smagfuld. Skuespilpræstationerne gør det ikke bedre – de glider rundt som i et strandspil uden sand. Rufus Sewell som lægen, der muligvis er ved at blive sindssyg, synes at være den eneste virkeligt interessante person. Gael García Bernal, Vicky Krieps og børneskuespillerne bliver aldrig mere end tomme skaller i tidevand. Den egentlige karakter, som er filmens omdrejningspunkt, er stranden. Ja, naturens elementer er hovedpersonen, som set i andre tvivlsomme Shyamalan-film. Det brusende og angribende hav og de skarpe, høje klipper som et symbol på, at hvis vi bare kan holde sammen, står vi stærkere. Flot illustreret, selvom det er on the nose.

En Shyamalan-film forventes at have et overraskende twist. Og "Old" vil gerne få sit publikum til at tabe kæben, men ender mere ufrivilligt komisk end oprigtigt chokerende. I forhold til eksempelvis "Den sjette sans" er twistet denne gang i stil med "The Happening". Intet leder op til twistet, der kommer ud af det blå. Det kan godt være, at man bliver overrasket – men det er ganske enkelt et twist, der ikke hører hjemme i filmens kontekst. Havde Shyamalan blevet i "Twilight Zone"-formen, kunne det være endt som en ond oplevelse på den gode måde. Nu ender det som en så forvirrende oplevelse på den dårlige, overforklarende måde mod slutningen, når hele præmissen vælter sammen som et strandslot i en tsunami.

M. Night Shyamalan kan stadig godt skabe en interessant suspense-film. Fortællingen om den mystiske strand er kærkommen, og den søgte symbolik er ikke til at tage fejl af. Desværre svømmer præmis og skuespillerbesætning ud på for dybt vand. Til syvende og sidst hiver understrømmen de fejlvurderede virkemidler med sig til ned i hestehul med et twist, "Old" slet ikke kan bunde i. Man føler sig bestemt fanget i et "Twilight Zone"-afsnit et godt stykke hen ad vejen, men synker til bunds, før de sidste rotter når at forlade skuden.

Old