Anmeldelse: Saw X

Tiende kapitel i gyserserie er et overraskende velskrevet karakterdrama badet i mere end et par spande blod.

Den ting, der var med til at redde ham i film nummer fem. Hende, vi så i film tre. Den krukke så vi også i film syv. "Saw"-seriens kronologi er blevet en stor omgang at holde styr på. Til sammenligning er Marvels cinematiske univers barnemad at holde styr på. Med nu 10. kapitel, leveres flere brikker til det store puslespil og samtidig er der mere kød på karaktererne. Det store X i serien er én af de bedste tilføjelser til serien. 

John Kramer, som også er sociopaten Jigsaw, er blevet diagnosticeret med en frembrusende tumor i hjernen. Der er ikke langt tid igen. Da han, af en anden kræftpatient, får nys om en mulig kur mod sygdommen, rejser John til Mexico. Her møder han lægen Cecilia Pederson og hendes hold. De garanterer, at han kan helbredes. Efter operationen finder John ud af, at det hele var et stort svindelnummer. At lægeholdet kun var ude på at narre penge ud af svage personer. De ved dog ikke, hvem John Kramer er. Og med ét starter det nye puslespil med blodig udgang.

Den første "Saw" fra 2004 var den lille film, der kunne noget specielt. Skabt på et minimalt budget af James Wan, indtjente filmen over 100 millioner dollars på verdensplan og blev sammenlignet med en klassiker som "Se7en". Filmen blev startskuddet til en af de største horror-franchises i filmhistorien. Serien startede rigtig godt med blandingen af chokerende scener og intens spænding. Filmene blev mere og mere ren torturporno, da man mente, at det var det, der solgte. Derfor er det en fornøjelse, at det tiende kapitel er en tilbagevenden til den originale film.

Hele filmens første akt er et overraskende lavmælt karakterdrama. Vi følger John i rejsen til Mexico, fortalt meget stilfærdigt og nærmest poetisk. Tobin Bell, som har spillet Kramer siden første film fra start 20 år siden, lov til at vise, hvad han kan. Man får sympati for den sygdomsramte mand og det er et spændende perspektiv for serien. Bell spiller som en mand, der vil gøre alt for at overleve. Bestemt ikke noget, som serien tidligere har fokuseret på.

Selvfølgelig skal fansene ikke snydes. Anden halvdel byder på de klassiske dødsfælder og twists. Men igen, overraskende nok, er fælderne ikke nær så udpenslet som i de tidligere film. Manusforfatterne er de samme som på "Jigsaw" og "Spiral". Men det kan virkelig mærkes, at de har gået tænkeboksen denne gang og har udviklet et intelligent greb på serien. Publikum skal stadig nok blive chokeret over de groteske maskiner, men det er ikke filmens omdrejningspunkt denne gang. Og dét er forfriskende positivt. Hele den rodede kronologi holdes stadig i hævd, da flere fans sætter pris på det – blandt andet undertegnede. "Saw X" udspiller sig mellem "Saw" og "Saw 2" og dermed er der tilføjet endnu en brik til den store kronologi.

"Saw X" er en af de bedste film i hele serien. Første del af filmen er et lavmælt og overraskende sympatisk billede af en sygdomsramt mand, der vil gøre alt for at overleve. Det er godt skrevet og rigtig godt spillet af især Tobin Bell, der endelig får lov til at vise sit skuespillertalent. De trofaste fans bliver ikke snydt i 2. del, da der er blod, hjernemasse og twists en masse. Som "Saw" fra 2004 er der dog mere på spil end bare torturporno.

"Saw X" har dansk biografpremiere 28. september. Heriblandt hos FORMAT Bio i knogleknusende skarp 4K. Læs mere her.

Saw X

Kommentarer

Saw X

  • 0

    Det her er måske første gang jeg faktisk heppede på at det ikke lykkedes for ofrene at undslippe John Kramers fælder, i hvert fald de sidste to. Andre tidligere ofre har måske også fortjent at blive straffet, men måske ikke med lemlæstelse eller deres liv. Her var det fuldt fortjent.

    Johnny4229-09-23 09:17

  • ★★★★1

    Det var jo denne Saw, der skulle være værst, så man kunne gå rundt og sige "It SAWX!"

    dyg29-09-23 09:51

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen