Ny "Saw"-film på vej – fra instruktøren bag "Saw VI"

Det bliver gysersagaens 10. film på under 20 år!

Ligesom så mange andre sejlivede gyserfranchises i årenes løb, så har vi ofte hørt, at "Saw"-sagaen er definitivt død, hvor det hurtigt viste sig at være løgn og latin. Den syvende "Saw"-film – også kendt som "Saw 3D" – blev tilmed promoveret som "The Final Chapter" på plakater og i trailers tilbage i 2010.

Siden da har vi fået "Jigsaw" (2017) og "Spiral" (2021), og nu er den tiende(!) "Saw"-film netop blevet annonceret. Vi minder lige vores læsere om, at det blot er 18 år siden, at James Wans ("The Conjuring", "Insidious") første "Saw" blev et verdensomspændende hit.

"Saw 10" har endnu ikke fået en officiel titel, men den har allerede fået en amerikansk premieredato: den 27. oktober 2023. Altså lige op til halloween næste år.

Læs også: "Insidious 5" får endelig en premieredato

Og det er en garvet "Saw"-kending, der sidder i instruktørstolen: Kevin Greutert, som instruerede både "Saw VI" og "Saw 3D", og som derudover klippede de fem første "Saw"-film og den førnævnte "Jigsaw".

Plottet i den næste "Saw"-film er stadig omgærdet af mystik, men producenterne lover, at filmen – vanen tro – vil byde på masser af skrækindjagende fælder og gyselige gåder.

Og hvis man gerne selv vil tortureres af den onde Jigsaws drabelige opfindelser, så er der godt nyt: en "Saw"-forlystelse åbner i London i slut-oktober.

De ni første "Saw"-film har tilsammen indtjent over 1 mia. dollars på verdensplan.

Kommentarer

Ny "Saw"-film på vej – fra instruktøren bag "Saw VI"

  • ★★★★★1

    Never Saw that coming... but yeah I did.

    Also den næste film kommer til at hedde Saw: London
    Det blir blot optagelserne af de første gæster der afprøver den, før de aktivere no kill switchen på forlystelsen.

    Elwood17-08-22 12:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen