Anmeldelse: Speak No Evil
Tafdrup-brødrene har skabt én af de mest ubehagelige danske film nogensinde.
Hvordan laver man den mest ubehagelige film? Hvordan kan man gøre sit publikum så ubekvemt som muligt? Christian Tafdrup er ikke bange for at stille de spørgsmål og starte en diskussion. Instruktørens nyeste film, "Speak No Evil", vil dele vandene. Samtidig er den værd at tale om efter.
På en charterferie møder Bjørn og Louise hollandske Patrick og Karin, og de to par klikker. Noget tid efter modtager det danske par en invitation om at komme på weekendbesøg hos deres nye venner, som de accepterer. I starten af miniferien i træskolandet går alt godt, men lige så stille får det danske par opfattelsen af, at alt ikke er, som det skal være.
Med "Speak No Evil" ville Christian og Mads Tafdrup lave Danmarks mest ubehagelige film. At få dén følelse frem på lærredet er en kunst i sig selv. De to brødre er gået skarpt til værks med én af de mest grumme danske film, der nogensinde har prydet et biograflærred.
Tafdrup-brødrene kan de psykologiske gysere på fingerspidserne. Heriblandt inspiration fra Yorgos Lanthimos "Dogtooth" med en mindeværdig dansescene, man ikke lige glemmer. Den største inspirationskilde er dog Michael Hanekes "Funny Games" fra 1997. En film, der spurgte sit publikum om, hvorfor man gerne vil se ubehag på film. "Speak No Evil" stiller samme spørgsmål og kræver svar fra sit publikum.
Historiens fremdrift i "Speak No Evil" kan virke konstrueret. Som om der skal være et plot twist, der slår benene væk under publikum. Det underliggende ubehag er dét, som filmen lever på. Vi ønsker alt godt for vores danske kernefamilie, men i løbet af handlingen synker vi til bunds med dem, ned i helvedes allerdybeste afkroge. Musikken er aldeles fremragende og en karakter i sig selv. En grum, hovedpine-dundrende tone igennem hele filmen er med til, at publikum aner, hvor man trækkes hen. Æstetisk underbygges det af fotografering, der bliver mere og mere klaustrofobisk og mørk, jo længere hovedpersonerne går i handlingen. Til sidst er vi nede bag karakterernes angstfulde øjne og indre tilstand. Dette personificeret med Fedja van Huet som Patrick. Hollænderen er så intens, at hans vrede kan mærkes helt ind i sjælen.
"Speak No Evil" kan ses som en traditionel horrorfilm med klassiske twists. Men filmen er så meget mere. Tafdrup-brødrene har virkelig skabt én af de mest ubehagelige danske film nogensinde.