Anmeldelse: Systembryder

Prisbelønnet ungdomsfilm om svigt er barsk og hjerteknusende.

Siden 2005 har Nora Fingscheit primært beskæftiget sig med kortfilm, hvor tyskeren tidligere er blevet inviteret til Max Ophüls Prize-filmfestivalen fem gange. Senest med 2017-dokumentaren "Ohne diese Welt", hvor hun blev belønnet med festivalens pris. Sidste år fik den 37-årige filmskaber Sølvbjørnen i Berlin for sin spillefilmsdebut "Systembryder", der nu ser dagens lys i Danmark. En hård, men nødvendig film.

Den ni-årige Benni (Helena Zengel) er en systembryder. Hun bliver kastet mellem forskellige institutioner, der ikke kan håndtere hendes udbrud af raseri. Hendes største ønske er at flytte hjem til sin mor, som dog ikke er i stand til at håndtere det vrede barn. Systemet er tæt på at give op, indtil Micha (Albrecht Schuch) bliver ansat som en skoleledsager, Benni knytter sig til.

Ligesom i januars "De særlige" retter Fingscheit et kritisk blik mod de offentlige institutioner, der skal tage sig af de svage i samfundet. Men hvor Olivier Nakache og Éric Toledanos film rummede masser af varme og humor, er der ikke meget at smile over i "Systembryder". Dette er en barsk og hjerteknusende film, hvor det er hårdt at være vidne til Bennis episoder og konsekvenserne deraf.

Selvom "Systembryder" kritiserer de tyske myndigheder, glemmer filmen aldrig personalet, der skal passe på Benni. Såsom med de gange, hvor Micha er rystet over den unge piges opførsel, og hans bekymring over at miste den professionelle distance til systembryderen. Her er tale om en kompleks fortælling, hvor karikaturer og klichéer viger til fordel for barsk virkelighed, der føles både traumatiserende og tårefremkaldende. Få film stikker så dybt som denne, hvilket skyldes Nora Fingscheits gennemarbejdede research på emnet og viljen til at omfavne det ubehagelige og nuancerede. Selvom der bydes på humor og enkelte opløftende øjeblikke, er det i sidste ende en emotionel hård oplevelse.

Hvilket også kan mærkes på skuespillet. Alle som én leverer fantastiske præstationer, og man skal have et hjerte af sten for ikke at blive påvirket. Især af 12-årige Helena Zengel. I en retfærdig verden ville den unge skuespillerinde vinde en Oscar. I sig selv er Zengel grund nok til at se filmen – hendes skuespil skal opleves. Intet skal tages fra resten af besætningen, der også leverer fremragende præstationer. Alle bidrager til filmens realisme, hvilket kun gør Fringscheits spillefilmsdebut endnu mere effektiv.

Selvom slutningen er uforløst, og fortællingen er lang i spyttet, skal "Systembryder" opleves. Det realistiske indblik i en voldelig og traumatiseret ni-årig pige, systemets mangler og personalets forsøg for at kæmpe hendes sag er hjerteknusende. Det er hårdt at være vidne til den unge piges adfærd, og hvad den munder ud i. En barsk og nuanceret fortælling, som sent glemmes.