Anmeldelse: The Exorcist: Believer

Ingen bliver ikke besat af middelmådig gyser.

Kan en film være forbandet? Kan man tro på, at en rulle celluloid indeholder Satan selv? Det rygte gik verden rundt, da William Friedkins "Exorcisten" fik premiere tilbage i 1973. Filmen fik som franchise fire efterfølgere. Og nu har instruktør David Gordon Green forsøgt at vække dæmonen Pazuzu til live igen, ligesom han gjorde med Michael Myers i den nyeste "Halloween"-trilogi. "The Exorcist: Believer" er nemlig ment som 1. del af en ny trilogi. 

Da Angela og Katherine forsvinder sporløst, sætter Angelas far, Viktor, alt ind for at finde dem. Efter tre dage vender de to piger tilbage. Uden erindring om, hvor de har været. Men lidt efter lidt begynder de to piger at opføre sig mærkværdigt og taler i tunger. Noget må besat dem. Han opsøger den ældre kvinde Chris MacNeil, der selv har oplevet besættelse på tæt hold, da hendes datter, Reagan, var besat af en dæmon for 50 år siden.

William Peter Blatty skrev "Exorcisten" i 1971.  En original gyserhistorie og samtidig en diskussion om tro kontra videnskab. Filmatiseringen blev en dundrende succes i 1973 og blev nomineret til hele ti Oscars. John Boorman lavede efterfølgeren i 1977, som mildt sagt var en rodebunke. Blatty instruerede selv den tredje film i 1990, som blev mishandlet af producerne. I 2004 og 2005 kom forhistorien bag den første film, endda blev lavet i to forskellige versioner, af to forskellige instruktører. Man kan roligt sige, at filmserien virker forbandet. Desværre er det ikke blevet bedre i David Gordon Greens hænder.

"The Exorcist: Believer" skal have den ros, at den lever højt på uhygge og en klam stemning, frem for det jump scare efter det andet. Man sidder vitterlig nogle gange og kryber sammen i sædet. Pigernes besatte ansigter vil med garanti sætte sig fast på nethinden i de næste nætters mareridt. Men der ophører kvaliteterne også.

I forhold til den originale film, er der denne gang intet dybere tema. "The Exorcist: Believer" handler kun om at skræmme sit publikum. Instruktør Green prøver at hylde Friedkins mesterværk med flere referencer, men forbliver kopi mere end hyldest. Det er længe siden, at jeg har siddet i en biograf og har kedet mig længe under en gyserfilm. Der er intet nyt under solen her. Selv skuespillet er uinspirerende. Leslie Odom Jr. som Victor har intet at arbejde med. Plus man aldrig investeres i de to pigers skæbne, da de er øretæveindbydende. At få 90-årige Ellen Burstyn tilbage på djævlens legeplads virker mest som et greb i publikums punge. Hun leverer intet til historien og er med i højst 10 minutter. Hun er den "exposition"-karakter, der overfortæller hele plottet, så dem på bagerste række er med. Man kan håbe, at Chris MacNeil får mere kød på sin karakter i de to næste planlagte dele af trilogien.

"Exorcisten" fra 1973 er en klassiker og med god grund. Den er både en vellykket gyser og byder på interessante temaer . Det kan man desværre ikke sige om dette nye kapitel. Den har nogle udmærket skumle øjeblikke, men forfalder til konventionelle klicheer i forlængelse af de sidste par års film i samme genre som "Prey for the Devil" og "The Pope’s Exorcist". David Gordon Green er ingen William Friedkin og det kan mærkes på denne ordinære og kedelige omgang djævleuddrivelse.

"The Exorcist: Believer" har dansk biografpremiere 12. oktober. Heriblandt i Format Bio i skræmmende skarpt 4K. Læs mere her.