Anmeldelse: The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes

Reboot af populære science fiction-eventyr er medrivende underholdende og brutal.

Hvor langt vil man gå for de ting, man tror på? Kan det gode sejre i en verden, der er blevet knust? Hvornår mister man troen på, at der er noget håb tilbage og bliver en tom, mørk skald af sig selv? Fremtiden er meget sjældent fremstillet positivt på det store lærred og "The Hunger Games"-franchisen er ingen undtagelse. Der er mørke temaer på spil, og det er brutalt og koldt. Samtidig er nyt reboot af sagaen efterårets mest medrivende eventyr, hvor man som tilskuere ikke kan undgå at blive investeret.

Den unge Coriolanus Snow kæmper i The Capitol for at sørge for sin familie. Den store drøm er, at komme på universitet og gøre en forskel. Som efterfølger af hans far, bliver han sat til at være mentor for en af de 24 udvalgte, der skal kæmpe i den tiende udgave af The Hunger Games. Lucy Gray Baird får dog vendt den unge Snows syn på hele styret. Snow tvinges til at se visse sandheder i øjnene og må beslutte sig for hvilken side, han vil stå på.

"Det er de ting, vi elsker mest, der ødelægger os". Sådan lyder præsident Snows mantra. Fremtiden er ikke køn i forfatterinde Suzanne Collins univers. Som i de tidligere film er der ikke meget håb i "The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes", illustreret med kolde farver og postapokalyptisk design. Malet med en meget bred pensel, men det fungerer.

Selvom distrikterne er kolde metalkasser og hovedstaden er mere farverig, er der ingen tvivl om, hvor det er bedst at befinde sig. Når selve dødsspillet går i gang, er det i forhold til de tidligere film mere hårdt og brutalt. I bunker af murbrokker, kommer vi helt tæt på det modbydelige spil, for at vi kan mærke det sitre i kroppen. "The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes" er opdelt i tre kapitler og især de to første dele er uhyr effektive. Efter en lidt hurtigt klippet prolog, præsenteres vi for den unge Snow. Tom Blyth er uhyr velcastet. Selvom vi ved, hvor hans karakterer ender henne, får han opbygget en stærk sympati hos publikum. Sammen med Rachel Zegler har de en stærk kemi sammen. 

Rachel Zegler får endda lov til at synge et par sange, ligesom hun gjorde i Steven Spielbergs udgave af "West Side Story". De andre både unge og de ældre skuespillere gør det alle godt. Især Viola Davis skal fremhæves som en vaskeægte heks, der kunne være en James Bond-skurk. Man kan mærke Davis nyder at gnide hænderne sammen og tale gennem de sammenbidte tænder. Filmens tredje del tager en drejning, hvor vores unge helte-duo kommer ud på eventyr i Distrikt 12, hvor også Katniss Everdeen fra de oprindelige film  vil befinde sig godt 60 år efter. Efter de fremragende første to timer kører filmen desværre ud af et sidespor, der kunne sin egen film. Man burde måske, ligesom med både "Twilight" og "Harry Potter"-universer, have delt filmen op i to dele. Slutningen, hvor alle de løse tråde skal bindes, ender en smule uforløst. 

"The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes" er effektiv, medrivende underholdning. Suzanne Collins univers er mørkt og som publikum er man aldrig i tvivl om, hvor vi ender henne. Instruktør Francis Lawrence og hans hold leverer dog et fantasifuldt eventyr, hvor man alligevel bliver overrasket undervejs.Men kan man se igennem fingrene med tredje forhastede akt, da filmen er et velskrevet, brutalt og medrivende eventyr.

"The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes" har dansk biografpremiere fra 16. november. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor filmen vises i 4K og Dolby Atmos. Læs mere her.