Jeg skal så meget bare se den, den lyder da til at være MEGtig :)
Anmeldelse: The Meg
Næsten alt går galt. Alligevel er årets største hajfilm hysterisk morsom, når den er så retarderet, at det er vidunderligt.
Før jeg ser en film, justeres mine forventninger i forhold til præmissen, og hvem der står foran og bag kameraet. Ud fra plakaten virker "The Meg" af instruktør Jon Turteltaub (manden bag "National Treasure"-filmene) som et underholdende actionbrag med evigt herlige Jason Statham i spidsen. Men intet kunne forberede mig på, hvad filmens 113 minutters spilletid ville tilbyde...
I Stillehavet er der opdaget hidtil ukendte farvande, der naturligvis skal udforskes. Dette besværliggøres for de forskere, der er sendt ned i området, da gruppen bliver angrebet af et 20 meter langt monster. Vel at mærke en såkaldt Megalodon – en forhistorisk kæmpehaj, der ellers har været regnet som uddød i millioner af år. Superdykkeren Jonas (Statham) bliver kaldt ind for at redde gruppen fra dybet. Dette til trods for en fejlslagen mission fem år tidligere, der har traumatiseret ham og ødelagt ryet blandt kollegaer.
Jeg har sjældent set noget i stil med "The Meg". Næsten alt går galt. Kedelige actionsekvenser; humor, der efterlader opgivende suk og elendig handling. Filmen gør ikke engang blodig brug af, at man skal være mindst 15 år for at se den. Alligevel er årets største hajfilm hysterisk morsom, når den er så retarderet, at det er vidunderligt.
Første spørgsmål: I en film om dræberhajer, hvor alt action foregår under vand eller i overfladen – hvorfor hyres så nærkampseksperter som Statham og Ruby Rose? Som skuespillere er de gode til at sparke røv, hvilket ikke virker som skabt til havmonster-præmissen. Ikke fordi de to actionstjerner er dårlige til deres arbejde, men deres kampsporttalenter udnyttes aldrig.
Dér, hvor "The Meg" for alvor begynder at stikke af, er med humoren. Alle forsøg på jokes er så malplacerede, at det er svært at vurdere, hvornår noget reelt menes i sjov. Selv Rainn Wilson er magtesløs her takket være det forfærdelige manuskript. Handlingen er en synkende skude, hvor man måske burde have fordret hajen med manuskriptet og komme videre i teksten. Alligevel er filmen til tider hysterisk morsom. "The Meg" satser uironisk på klichéer og gør det derfor umuligt at undgå at grine af ren forargelse, når filmen forsøger at være seriøs. Historien og udførelsen minder om "Sharknado", der i det mindste var bevidst så dårlig, at den var god. Turteltaubs værk fremstår imidlertid helt ubevidst om sin kvalitet – eller mangel på samme.
Sikke et stå-haj. Hvad man som biografgænger får ud af "The Meg" er, om man er til film, der er så dårlige, at de er gode, eller ej. Nogle vil nærstudere den ufrivillige morskab og til tider kede sig, mens andre vil se filmen som oplagt hajføde. Sammenlagt er den kedelig, elendig og fascinerende morsom. Jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg var vidne til – men jeg vil sent glemme Jason Stathams kamp med en megalodon. Om dette er en god eller en dårlig ting, må være op til den enkelte at fiske efter.
