Anmeldelse: The Nightingale

Med "The Nightingale" har australske Jennifer Kent, som slog igennem med "The Babadook", overgået sig selv og skruet endnu mere op for uhyggen.

Australske Jennifer Kent debuterede i 2014 med den roste gyser "The Babadook", og med blot én film på cv'et skabte instruktøren noget af et navn for sig selv. Med sit titulære skyggemonster og en post-traumatiseret moderfigur formåede Jennifer Kent at bringe noget tiltrængt psykologisk dybde tilbage i en ofte udskældt genre. Nu er australieren klar med den svære toer i form af "The Nightingale", hvor gyset er skiftet ud med en god gammeldags hævnfilm. Moderfiguren lider stadig, og i en blanding af bloddryppende kolonihistorie og tørsten efter hævn har Jennifer Kent overgået sig selv i både kvalitet og uhygge.

Året er 1825, og det nuværende Tasmanien er besat af engelske kolonister, mens indfødte aboriginer bekæmpes. Øen bruges også som straffekoloni, hvor britiske straffefanger afsoner tid. En af fangerne er irske Clare, der bor med sin baby og manden Aidan. Dagligt udnyttes hun af den korrupte løjtnant Hawkins, og da spændinger mellem Aidan og Hawkins kulminerer, myrdes Clares familie brutalt. Besat af tanken om hævn følger Clare efter gruppen, der er stukket af fra landsbyen, men for at klare sig igennem det australske vildnis må hun alliere sig med aborigineren Billy. En indfødt, der kæmper med samme had, som Clare må overkomme.

Der går ikke lang tid af "The Nightingale", før Jennifer Kent viser, at hun bestemt ikke har glemt, hvordan gysets foruroligende væsen fungerer. Bare ti minutter inde i filmen serverer den australske instruktør en af de mest grusomme voldtægtsscener, der er set på film, siden Gaspar Noé chokerede verden med "Irreversible". En scene så gennemført ond, at den i hænderne på enhver anden filmmager kunne have faldet til jorden i en rus af dårlig smag og grænseoverskridende chokfaktor. Jennifer Kent forstår dog sine virkemidler, og ved at slå hårdt fra start etablerer hun den psyke, som skal drive to timers hævngerrig jagt.

Lige lukt i hælene på de mænd, som har taget alt fra hende, allierer Clare sig med den indfødte Billy, der foragter den hvide mand lige så meget, som Clare foragter sine voldsmænd. Clare bruger først Billy som vejviser, men som turens sande formål åbenbarer sig for aborigineren, forstår han, at der er langt mere på spil. I et elegant samspil mellem Clare og Billys uhellige alliance – fornemt spillet af "Game of Thrones"-kendte Aisling Franciosi og debutanten Baykali Ganambarr – går Jennifer Kent effektivt i kolonitidens blodige fodspor. Et grimt kapitel i historien, der stadigvæk har sat sine ar på hjemlandet, hvilket Kent ikke lægger skjul på.

"The Nightingale" er en kold og kynisk film, der især er grusom grundet sin ublu natur. Kameraet viger ikke væk, når et ansigt smadres itu, og de indfødte må affinde sig med konstante racistiske bemærkninger. Det eneste smukke, der er plads til i denne blodige hævnfilm, er, når Clare og Billy gradvist åbner sig op for hinanden. Her gemmer der sig en accept af forskellige kulturer og verdenssyn, hvor medfølelse for sin næste måske endda er mere tilfredsstillende end tørsten efter hævn.

"Øje for øje, tand for tand" skriver Jennifer Kent i store, blodrøde bogstaver henover det australske vildnis, når hun minder publikum om, at de fleste store nationer er bygget på ulykke og udslettelse. At begive sig ud på hævntogt i "The Nightingale" kræver is i maven, når uhyrligheder er i vente. Men der venter også en smuk fortælling om næstekærlighed og forståelse på tværs af mennesker, og så gør det ikke noget, at jagten sporadisk mangler tempo. "The Nightingale" er ikke nogen gyser, men alligevel nok årets mest uhyggelige – og på sin vis smukkeste – filmoplevelse.

The Nightingale

Kommentarer

The Nightingale

  • ★★★★0

    Sublim film. 

    Babo21-05-20 20:18

  • 0

    Må hellere snart få den set. Jeg var helt tosset med The Babadook, selvom de jeg så den med, fandt den for underlig :)
    Håber hun kan holde standarden på denne her :)

    Nagash21-05-20 22:13

  • 0

    Jeg er rørende enig. En film man ikke sådan lige glemmer.

    Tetsuo22-05-20 13:12

  • ★★0

    Hvor er den set henne?

    MOVIE100022-05-20 13:29

  • ★★★★0

    Den kan lejes hos blockbuster. 

    Babo22-05-20 13:47

  • ★★★★0

    Super anmeldelse, Mikkel. :) 

    Jeg glæder mig også til at få set "The Nightingale", men har måttet udskyde det, da den tyske mediabook version,som jeg helst ville have fat på, er blevet rykket et par gange. Nu bliver det så tilsyneladende først d.26 juni, at den kommer i handlen.

    NightHawk22-05-20 14:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen