Anmeldelse: The Untamed

Er vi alle slaver af vores kønsdrifter? Eller hersker vi som veloplyste sex-guder over vores egen skæbne? Det er det centrale spørgsmål, som "The Untamed" stiller.

Et kriseramt ægtepar finder en nedfalden meteorlignende klump på deres landejendom. De opdager, at der er tale om et overjordisk blæksprutteagtigt væsen. Langsomt opbygger de nysgerrighed og tillid til skabningen, som de udelukkende kommunikerer med seksuelt. Mens mørket falder på, bliver der hedt i laden, hvor jagten på den totale tilfredsstillelse dyrkes. Men hvor længe kan det vare ved?

"The Untamed" er instrueret af den mexicanske provocateur Amat Escalante. Manden, der blandt andet fik en del opmærksomhed i 2013 under Cannes-festivalen for sin narkofilm "Heli". Her forsøger han sig så med endnu et vovet værk, der befinder sig i grænselandet til kunstfilm. Konklusionerne er vores og vores alene. Netop derfor skuffer det at se, hvor forbavsende tykt, Escalante skærer sit pap ud i sidste ende.

Med sit fokus på kødets lyst er det muligt (og nok også sandsynligt), at filmen løfter flere øjenbryn på den katolske hjemmefront, end den gør i Nordeuropa – det stof, som der gives til eftertanken, lander bare ikke så tungt her. Instruktøren prøver at få nogle tematiske stød ind og vil gerne udfordre både det homofobiske og det misogyne segment. Men selvom introscenen, hvor vi ser "dyret" første gang, er ganske veludført, så bliver temaerne aldrig udfoldet i det magre manuskript.

Derudover er der en irriterende disharmoni mellem filmens tematik og dens dramaturgi. Som et seksuelt værk vil den gerne være farlig, men det er så svær en øvelse. Endda overordentligt store filmmagere har måttet kapitulere i den arena i tidens løb. I stedet får vi serveret en rå-kedelig hverdagskulisse bag vores hovedpersoner, hvor det menneskelige drama slet ikke brænder igennem og - endnu værre - får lov til at fylde alt for meget.

At koge filmen ned til "tentakel-porno" er måske lige groft nok, men ikke desto mindre er det det eneste, den kan slå sig op på. Det er i denne del af værket, at enkelte øjeblikke af reel fascination indtræffer. Desværre ender blikfanget med at være en malplaceret gimmick, der drukner i resten af filmen og dens ludfattige filmsprog. To tamme stjerner til "The Untamed".