Anmeldelse: Udvandrerne
Nyfortolkning af skandinavisk hovedværk er forfriskende aktuel.
Ramaskrig lyder altid højest, når mesterværkerne genfortolkes. For hvorfor ikke bare lade dem være som de er? Og der kan være nok så mange grunde til, at der kastes et nyt blik på filmatiseringer af litterære klassikere eller kultfilm, som fans og kritikere elsker at lune trygt i armhulen. Og Erik Poppe begiver sig ind i farlige farvande, når den norske "Utøya 22. juli"-instruktør stikker hånden i hvepsereden med en nyfortolkning af svenske Vilhelm Mobergs "Udvandrerne"-romanserie. Især da første filmatisering blev udsendt som to nu skelsættende storfilm af Jan Troell i start 70’erne, "Udvandrerne" og "Nybyggerne", som vores broderfolk på den anden side af sundet forståeligt er ærekære omkring. Modtagelsen har dog også været alt andet end lun i Sverige, da Poppe har taget sin andel af friheder i en overraskende politisk og feministisk fortolkningen.
Grundfortællingen er imidlertid den samme. Ægteparret Kristina (Lisa Carlehed) og Karl-Oscar (Gustaf Skarsgård) tager den store beslutning i midten af 1800-tallet at rejse til Amerika. Deres kummerlige bonde-tilværelse i Småland er en daglig kamp for deres børnefamilies overlevelse, og de ser det forjættede land som den eneste chance for at opbygge et anstændigt liv. Med et konservativt kristent bagland og almindelig gudfrygtighed, der har præget især Kristinas menneskesyn og hungren efter tryghed, viser det nye liv sig at være ekstremt udfordrende på en række planer.
At skære en kæmpe romanserie ned til 148 minutter er problematisk, hvis motivationen er at følge fortællingen slavisk. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Manuskriptforfatterne Anna Bacha-Wiig og Siv Rajendram Eliassen har derfor gjort noget klogt, set ud fra et filmisk afsæt. Valget om at fokusere på Kristinas perspektiv og forståelsesramme er langt fra både Moberg og Troell. Fortællingen reduceres til at være det mere ensidig og forsimplet, i forhold til den sammenlagte seks en halv timers originale filmatisering og især det litterære ophav. I stedet er "Udvandrerne" anno 2022 gjort det mere strømlinet, spiselig og tematisk aktuel i sit budskab.
Fri fortolkning af kunst- og kulturformer er altid op til evig diskussion. Som kritikpunkt af film kan det blive et trættende nedslag. Især når der er tale om filmatiseringen af en bog, hvor en tidligere fortolkning udgør sammenligningsgrundlaget som ramme for kritikken. Erik Poppes "Udvandrerne" er opdateret til at berøre udlændingepolitik, moderskabets benhårde virkelighed og fordomme på tværs af race og samfundslag. Nogen vil kalde det politisk korrekthed, når indianerne gøres til humanister, mens de i bøgerne og Troells film langt fra er det. Selvom Karl-Oscar er primus motor for familiens færd til det nye verden placeres han i baggrunden, såvel som filmens andre mænd. Søstersolidaritet placeres i højsædet i Kristinas venskab til den tidligere landsbyluder, friskt spillet af Tove Lo, og konsekvenserne af deres forhold, når det viser sig, at Smålands småborgerlige kristne kultur også er flyttet med vestpå. Det troværdige element drukner indimellem i overdramatiske last minute rescues, men fodfæstet mistes aldrig.
Poppe formår nemlig at samle trådene. Kristinas indre stemme og et poetisk filmsprog, der tydeligvis trækker på Terrence Malicks ("A Hidden Life") genkendelige virkemidler med dvælende indstillinger og eksistentielle refleksionsstrømme, skaber et meditativt dragende rum. Ikke helt så flydende, filosofisk eller åben for fortolkning som den amerikanske mesterinstruktør. Simpelthen fordi, fortællerstemmen begrænses til Kristina, der mest bevæger sig i banale, men rørende, overvejelser om hverdagen i sig selv, i et andet land og kultur, for at understøtte det politiske tema om flygtninge. Gode præstationer fra især Lisa Carlehed, og altid fantastiske Sofia Helin som ondskabsfuld frelst præstekone, binder knude på et par af de eftertænksomme plottråde. Andre flagrer i vinden som uforløst potentiale.
Nej, Erik Poppes nyfortolkning af Vilhelm Mobergs "Udvandrerne" slår ikke Jan Troells to film af pinden. Til gengæld er Poppes udgave et forfriskende anderledes og interessant take, der tør at trække en klassiker op i nutiden med flere aktuelle problemstillinger. Ikke alt lykkedes, men det der gør, gør absolut "Udvandrerne" værd at se.