Anmeldelse: Viktor mod verden
Sort komedie forener fornøjeligt danske lystspil med moderne komik.
Blodets bånd er det stærkeste i verden. Om det er mellem forældre og barn, mellem fætre og kusiner. Mellem bedsteforældre og børnebørn. Familien er det vigtigste her i verden. Især mødre vil gøre alt for at passe på sine børn. Som Anthony Perkins siger i "Psycho": "En drengs bedste ven er sin mor". Sådan har hovedrollen i "Viktor mod verden" følt det med en overbeskyttende mor. Men nu må han stå på egne ben og det er der kommet en ganske fornøjelig sort komedie ud af.
Viktor (Nicolai Jørgensen) bor sammen med sin mor, Astrid (Bodil Jørgensen). Hun elsker sin søn, men er også bange for alt. Viktor har måtte lære alt selv, og det er sket gennem gamle danske film. Men de romantiserede levende billeder er noget ganske andet end virkeligheden, og da mor går bort, drager Viktor ud for at finde sin far Charlie (Nicolas Bro), som han aldrig har kendt. Farmand arbejder for et stort forsikringsfirma, som ligger i økonomiske vanskeligheder. Først vil han ikke have noget at gøre med den unge mand, men da Viktor viser sig at have talent for forsikringssalg, kan han måske redde den synkende skude. Samtidig møder Viktor søde Josefine (Anna Bruus Christensen) og endnu sødere musik opstår.
Den danske folkekomedie havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne. Store stjerner som Dirch Passer, Ove Sprogøe og Ghita Nørby prydede de danske biograflærreder med mange filmene, som lignede hinanden i sin opbygning. Og de skulle altid ende med, at alle vores hovedpersoner fik en pige hver og levede lykkeligt til deres dages ende. Formlen blev gemt væk op gennem 80'erne og 90'erne. Viktors kamp mod verden hylder den gamle formel og tilføjer den samtidig nye, finurlige elementer.
Det første, der bør fremhæves er manuskriptet. Det er nogle uhyre velskrevne replikker, som pryder filmen, som både giver noget varme og tyngde til karaktererne. Christian Arhoff, som både har skrevet og instrueret filmen – og desuden er navnebror med én af de store danske folkemusikere fra 40'erne – leverer skønne og morsomme optrin, som man ikke andet end at trække på smilebåndet over. Scenerne mellem den unge Viktor og hans mor er emmer af dansk folkekomedie-lune.
Der er en tyk, men velvalgt symbolik i filmen mellem det hjemlige og det industrielle. Farverne hjemme er varme og bløde, mens kontorerne er kolde og sorte. Selvfølgelig vælger Viktor også en hvid smoking, da sort ikke klæder ham godt. En klar reference til den romantiserede del af de danske folkekomedier. Det var altid nemt at spotte, hvem der var de gode og hvem, der var de onde. Men Arhoff twister den og giver flere karakterer mere tyngde, så man ikke helt ved, hvor man har dem. Nicolai Jørgensen er et fund i rollen som Viktor. Han spiller på sin uvidenhed omkring verden og emmer af kærligheden til den danske filmskat. Han får et modspil af Nicolas Bro, som selvfølgelig starter ud som en kold skid, men bliver et bedre menneske undervejs. Bodil Jørgensen stjæler hver scene, hun er med i, og især i første akt af filmen er der intet, hun ikke kan. Rosalinde Mynster er god som den onde strigle, der kun er ude på ballade – i stil med Henrik Wiehes roller fra de gamle danske film, Viktor elsker.
"Viktor mod verden" er et velkomment bud på en dansk film, der blander den romantiserede del af de klassiske folkekomedier og den nye form for dansk komik. Skuespillerne gør det alle super godt og spiller rigtig godt op til hinanden. Selvfølgelig er der klicheer. Sådan var det også i de gamle dage og derfor fungerer det også, nu hvor filmen fornøjeligt hylder den danske filmskat.