Anmeldelse: XY Chelsea

Sagen om den transkønnede, amerikanske whistleblower Chelsea Manning er spændende, men desværre kan det samme ikke siges om hovedpersonen selv.

Begrebet whistleblower kan spores langt tilbage, men fik sin oprejsning i 1960'erne. Det skyldes især den daværende FBI-agent Mark Felt, der under pseudonymet Deep Throat blev synonym med fænomenet, da han lækkede hemmelige dokumenter om Nixons involvering i Watergate-skandalen. I dag dukker nye whistleblowers fortsat op. Mange er nok bekendte med Edward Snowden, der i 2013 frigav data om USA's hemmelige overvågningsprogrammer, eller den anonyme John Doe, som førte til de skandaløse Panama Papers. "XY Chelsea" giver stemme til den tidligere soldat Chelsea Manning, der frigjorde tusinde af dokumenter til WikiLeaks og afslørede det amerikanske militærs ulovlige angreb på civile i Mellemøsten.

I 2010 er Bradley Manning ansat som analytiker ved en amerikansk militærbase nær Bagdad og har adgang til omfattende bevismateriale, der afslører militærets drab af civile i Afghanistan og Irak. Igennem en fortrolig kilde lækker Manning tusindvis af dokumenter og videoer, der går verden rundt via Julian Assanges WikiLeaks. Sidenhen bliver Bradley Manning angivet til sine chefer, arresteret og idømt 35 års fængsel. I mellemtiden bliver Bradley også til Chelsea, og han til hun, da whistlebloweren under fængselsopholdet gennemgår kønsskifte. Og lige inden sin afgang som præsident benåder Barack Obama Chelsea Manning til løsladelse. Herfra starter "XY Chelsea".

Efter at have afsonet flere år i fængsel med selvmordsforsøg og sultestrejke og derefter mirakuløst at blive frifundet skal Chelsea Manning vende sig til livet efter fangenskab. Turbulente år, hvor den nu 31-årige whistleblower ikke blot har siddet inde, men samtidig er gennemgået hård hormonbehandling i sit skifte til kvinde – i et militær- og fængselssystem, der ikke anerkender hendes kønsidentifikation. Tilbage i friheden står en knust, men også optimistisk Chelsea Manning. En tidligere soldat, der omfavner sin status som retfærdighedskæmpende whistleblower.

"XY Chelsea" og instruktør Tim Hawkins har dermed en god blanding af ingredienser til en solid fortælling, hvor både amerikansk militærpolitik, kønsidentifikation og dens juridiske pålægning danner rammer. Tilbage står potentialet desværre uforløst. Først og fremmest gransker filmen kun overfladen af sagen, der omgiver Chelsea Manning, hvor vi igennem hende selv som førstehåndsvidne lærer om tiden i fængslet og svagt antydes de refleksive tanker, hun kæmper med i skiftet fra mand til kvinde. Som fortælling er "XY Chelsea" langt mere fokuseret på at svælge ved sit omdrejningspunkt, den tilstand og oprejsning, Manning kæmper for, hvilket fører til monotone, gentagne billeder.

Noget overraskende bliver også Chelsea Manning selv en negativ indflydelse på helhedsindtrykket. Nok er den aktivistiske whistleblower midtpunkt i en potent sag, men som dybere katalysator er hun uinteressant. Tim Hawkins gør heller ikke meget for at underbygge sin karakter. Til sammenligning er Edward Snowden i sig selv ikke nødvendigvis en videre spændende personlighed, men i "Citizenfour" følger vi helt tæt hans kamp mod et korrupt system, mens den stigende paranoia overtager.

Chelsea Mannings beretninger og psykiske tilstand afspejler utvivlsomt en såret sjæl. Men sympatien udfordres som seer alvorligt, når sagens efterspil reduceres til sandkasseleg, og underligt pubertære indslag hyppigt deles via Twitter. Måske et råb om hjælp, men filmen gør os sjældent klogere eller mere interesseret i, hvordan Bradley blev til whistlebloweren Chelsea Manning. Ærgerligt, når det omliggende politiske spil og dets konsekvenser er pokkers vedkommende.

XY Chelsea