Anmeldelse: Inside Job - Sæson 1 (Netflix)

Trods sine problemer kan det anbefales at dykke ned i "Inside Job" og de hemmelige magtstrukturer, som befolkningen helst ikke må vide noget om.

Tilbage i 2018 annoncerede Netflix deres eget animationsstudie med navnet Netflix Animation. Hidtil har studiet skabt ti serier, hvor størstedelen af disse har været rettet mod børn. Nu udkommer deres ellevte serie, der i denne omgang retter sig mod det voksne publikum: "Inside Job", som er skabt af "Gravity Falls"- og "Disenchantment"- forfatteren Shion Takeuchi og produceret af førstnævnte series egen skaber, Alex Hirsch – som også har haft en finger med i spillet på "Rick & Morty". Og selvom denne første sæson langtfra er perfekt er Netflix' seneste animationssatsning alligevel vellykket.

Reagan (Lizzy Caplan) er et socialt akavet geni, der arbejder for det ultrahemmelige firma Cognito Inc. Her gøres der alt for at skjule, at samtlige af de konspirationsteorier, der er opstået om blandt andet den amerikanske regering, faktisk er sande. Hvilket ikke må slippe ud til befolkningen. Hvilket ikke altid er nemt. Især med tanke på Reagans anstrengte forhold til sin alkoholiserede far, Rand (Christian Slater), og holdets nyeste medlem, Brett (Clark Duke), som Reagan skal lære at enes med.

Præmissen er fuldstændig gakket, og ved første øjekast rummer serien uendeligt meget potentiale for vanvid og komik. Serien udnytter da også sit potentiale godt, når der rettes fokus på konspirationsteorierne om John F. Kennedy; reptiler, der styrer dagligdagen; og flat-earthers. "Inside Job" er allerbedst, når alle hæmninger slippes, og der gives efter for de mest gakkede konspirationsteorier og hovedpersonernes rolle i dem. Til tider byder "Inside Job" på komisk guld, hvor absurditeterne ikke kender nogen grænser.

Desværre er Shion Takeuchis serie ufokuseret. Eksempelvis er der et afsnit om chem trails, der nøjes med letkøbt 80'er-nostalgi frem for at bidrage med noget mindeværdigt. Der er et forsøg på at uddybe Brett, men detaljerne om vedkommende kommer så pludseligt, at det er utroværdigt. Især da denne del af karakteren dårligt påvirker seriens handling. Det samme kan siges om forholdet mellem Reagan og Rand. Det ene øjeblik er deres forhold dysfunktionelt, i det næste elsker de hinanden. Uden et klart bindeled mellem disse to tilstande ender deres forhold med at føles kunstigt, hvor forfatterne skruer op og ned for dramatik og humor, når de føler for det, uden at tænke på, om det giver mening. Og parodierne på diverse kendisser fungerer sjældent godt.

Det er ærgerligt, da produktionen ellers er god. Animationen er ikke just prisvindende eller nyskabende, men alligevel festlig. Skuespillerne har en fest med deres roller, hvor især Lizzy Caplan, Christian Slater og Brett Gelman skiller sig ud. De bidrager til de konspiratoriske morsomheder, selv når manuskriptet viser sine svagheder. Dertil er der også Magic Myc (Brett Gelman), en svampeorganisme med psykiske kræfter, der har potentialet til at blive en fan-favorit. Også selvom der kunne ønskes mere fra de øvrige karakterer, der forbliver endimensionelle. Heldigvis er de alligevel charmerende, og i fremtiden bliver de forhåbentlig uddybet.

Trods seriens manglende fokus, er der alligevel nok kvaliteter til at gøre "Inside Job" til en god oplevelse. Fans af serier som gakkede "Rick & Morty" og "Solar Opposites" skal nok blive glade. Dramaet har sine øjeblikke, men er alt for ofte usammenhængende. Og selvom serien ikke får nok ud af sin præmis, er her stadig masser af gode grin med alverdens konspirationsteorier og absurditeter, som taler lige ind i 2021's fake news. Forhåbentligt kan en eventuel anden sæson rette op på problemerne. Men trods sine problemer kan det stadig anbefales at dykke ned i "Inside Job" og seriens hemmelige magtstrukturer, som befolkningen helst ikke må vide noget om.

Inside Job - Sæson 1 (Netflix)

Kommentarer

Inside Job - Sæson 1 (Netflix)

  • 0

    En fin lille serie, der sagtens kan ses. Men husk sølvpapirshatten, ellers går det galt :)

    Ronni Pedersen 4-12-21 22:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen