Anmeldelse: The Fall of the House of Usher (Netflix)

Gyserinstruktør pendulerer mellem Edgar Allan Poes mange klassikere i mesterlig serie.

Edgar Allan Poe, én af de helt store profiler inden for makaber litteratur og poesi, får nyt liv i Mike Flanagans friske Netflix-serie, "The Fall of the House of Usher". Dette er en længe ventet fornyelse af genren i en tid, hvor gyserfilm ofte er fyldt med splatter-horror og jumpscares, der føles mere som dårlig fastfood end noget andet. Flanagan, som vi kender fra tidligere mesterværker som "The Haunting of Hill House" og "Midnight Mass", har sammensat en moderne gyser-serie med dyb respekt for klassiske Poe-historier.

Vi følger Roderick Usher (Bruce Greenwood) i den seneste i en række begravelser, hvor han har sagt farvel til sine seks voksne børn. Hver af dem døde på mystiske og groteske måder. Lige efter begravelsen føler Roderick, at han må få sandheden om sine mørke hemmeligheder ud. Især da han tror, at fortiden er ved at indhente ham. Her kommer advokat Auguste Dupin (Carl Lumbly) ind i billedet. Dupin har længe arbejdet på en sag mod den kyniske og grådige Usher-familie og deres tvivlsomme medicinalfirma. Og ser nu muligheden for at afsløre dem for alle deres synder.

"The Fall of the House of Usher" er opbygget som en otte-episoders mørk symfoni. Gennem flashbacks og tidsspring bliver vi vidner til, hvad der egentlig skete med de usympatiske og grådige Usher-børn, og gradvis dukker dybere hemmeligheder op til overfladen. I samtalerne mellem Roderick og Dupin er der tilbageblik til Rodericks første år i den kyniske medicinalindustri. Her spilles han af Zach Gilford, i møderne med en yngre Dupin, mesterligt spillet af Malcolm Goodwin. Serien inkluderer også elementer fra andre kendte Poe-historier, som "The Masque of the Red Death", "The Raven" og "The Black Cat" for at nævne en håndfuld. Fælles for dem er, at de giver os en dybtgående, til tider chokerende, indsigt i menneskers mørkere sider.

"The Fall of the House of Usher" er opbygget omkring en nutidig samtale mellem Roderick og Dupin, hvor Roderick fortæller alt. Spøgelser fra fortiden sværmer omkring ham, og han forstår, at han ikke har lang tid tilbage at leve i. Den desperate familiepatriark er hjemsøgt af et ansigt fra fortiden, den mystiske kvinde Verna, spillet af den fantastiske Carla Gugino, der ser ud til at have en central rolle i Usher-familiens fald.

Mike Flanagan brillerer igen. Støttet af sit faste ensemble af skuespillere, der dukker op igen og igen i hans projekter. Denne kontinuitet fungerer fremragende; hver skuespiller får mulighed for at skinne både interpersonel kemi og kraftfulde monologer, der fremkalder tårer og gåsehud. Samtidig giver serien plads til, at Usher-børnene fremstår som arketyper. Personificeringer af menneskelige svagheder som grådighed, hedonisme og kynisme. Sådanne roller kunne nemt blive overfladiske i mindre kyndige hænder. Under Flanagans instruktion forhandles de til vigtige drivkræfter i fortællingen.

En ny tilføjelse til Flanaverse (som mange kalder Mike Flanagans gyserunivers) er Mark Hamill. Jep, du læste rigtigt, Luke Skywalker er med. Det er utrolig sjovt, især for mig som inkarneret Star Wars-fan, at se en af mine filmhelte spille den diabolske forretningsadvokat for Usher-familien, Arthur Pym. Her ser vi Mark Hamill i sort jakkesæt iført sorte læderhandsker og små, runde briller. En slags dyster blanding af en dæmon, lejemorder og Donald Trumps højrehånd, Rudy Giuliani. I modsætning til disse som arketyper er der i  "The Fall of the House of Usher"  mange lag at opdage.

Bruce Greenwood er formidabel i sin fortolkning af Roderick, og Carla Gugino leverer en mesterlig og stærk præstation i rollen som den mystiske Verna. Mark Hamill, som Arthur Pym, viser sig at være godt placeret i denne mørke verden i næsten tegneserieagtige pragt. Flanagans manuskript er indsigtsfuldt. Mættet med dialoger og monologer, der virkelig river i ens moralske habitus. Såsom Rodericks præcise og samfundskritiske betragtning om kunsten at sælge citroner, efter udtrykket "when life gives you lemons, make lemonade" i en verden hængt op på konsumerisme, tabloider og clickbait.

Serien fremstår som et mesterligt kludetæppe af Edgar Allan Poe's ikoniske værker. For dem, der er bekendt med Poe’s omfattende bagkatalog, er en spændende øvelse at forudsige karakterernes skæbner. Specielt, da mange af dem bærer de samme navne som figurerne i originalværkerne, såsom Usher, Lenore, Pym, Prospero, L'Espanaye og LaFourcade. 

Det er som en "greatest hits"-opsamling fra Poe, hvor hver episode åbner døren til en labyrint fyldt med mørke sjæle og dystre udfald. Og det er virkelig en fryd at høre, hvordan Flanagan har vævet Poe's poetiske sprog, ofte ordret, direkte ind i dialogerne. Subtil, poetisk og samfundskritisk angribes hjertet og samvittigheden. Her varierer det mellem drama, let uhyggeligt gys og til nogle af de mest groteske scener, jeg har set i genren. For at sige det sådan: det er muligt, jeg tøver næste gang, jeg tager et brusebad!

"Alt, hvad vi ser eller ser ud til, er kun en drøm i en drøm", har Edgar Allan Poe skrevet. I denne drøm af en serie har Mike Flanagan skabt endnu et mesterværk. "The Fall of the House of Usher" er ikke kun en serie. Det er en oplevelse, der graver sig ind i din bevidsthed længe efter, at rulleteksten er forsvundet ud i mørket. Og den vil fortsætte med at hjemsøge dig. Som en evig skygge fra et udslettet hjørne af dit sind. Det vil ikke overraske mig, hvis serien klinger i min erindring i årene fremover, især det hjerteskærende og episke klimaks.

Og hvis nogen let banker på dit vindue en mørk efterårsaften snart, er det måske en god idé at trække gardinerne for. Bare for en sikkerheds skyld. Det er sikkert vinden.

Nevermore...

"The Fall of the House of Usher" har verdenspremiere i dag på Netflix.