Brugeranmeldelse: Eksorcisten (1973)

Det er en film, som mange har forsøgt at følge siden. Alligevel er der ingen, der har overgået den.

Gud og hvermand, der dykker ned i filmhistorien, kommer uundgåeligt til at støde ind i "Eksorcisten". Jeg mener, at jeg har set den to gange tidligere, men det er nok i hvert fald en femten år siden sidst.

I min hukommelse var filmen fuld af special effects, så det er interessant at se den med et mere nutidigt blik og konstatere, at den langt hen ad vejen er forbløffende tilbageholdende med sine virkemidler. I en moderne film ville det første bøh-øjeblik formodentlig indtræffe efter maks. ti minutter, men her er vi en god time inde i filmen, før der i bund og grund sker noget voldsomt højdramatisk. I stedet for bygger den langsomt sin historie op med tiltagende foruroligende oplysninger, og den følger den unge piges tilstand med et dokumentarlignede blik. Fattet forsøger lægevidenskaben metodisk at fastslå problemet, indtil den optimistiske doktor må erkende, at de står fuldstændig magtesløse overfor pigens kvaler.

Herefter begynder handlingen for alvor at blive drabelig, og den desperate mors historie krydser den plagede Fader Karras', hvis metoder indledningsvist ligner doktorens. Det slog mig undervejs, at hvis man skal beskrive noget ekstraordinært, er den bedste måde netop at gøre det så hverdagsagtigt som muligt, og det er just den vej, filmen vælger. Ved at lade historiens fortælling opbygge langsomt og omhyggeligt, har filmen fortjent retten til at gå all-in i sidste del, hvor den rendyrkede ondskab for alvor manifesterer sig.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

I forhold til mine erindringer var jeg også overrasket over, hvor rørende og bevægende en fortælling "The Exorcist" er. Dels naturligvis igennem pigens og den arme moders umenneskelige trængsler, men også i forhold til Fader Karras, der kæmper med sit kald og med skylden over den afdøde mor, han føler, at han har svigtet. Men det er alligevel også ham, vi bliver betaget af, når han gennem sin frygt og tvivl tager sin skæbne på sig og er klar til at ofre sig for den unge piges skyld. Den grundlæggende følelse udtrykkes måske bedst, da Max von Sydows karismatiske veteranpræst spørges, om han vil høre noget om den unge piges baggrund og blot svarer "Hvorfor?" Han er motiveret af sin pligt og sit kald og ikke af de enkelte omstændigheder.

Det har været en fornøjelse at gense denne intelligente, mesterlige og afsindigt velspillede film, som har efterladt et så stort filmisk fodaftryk. Det er en film, som mange har forsøgt at følge siden. Alligevel er der ingen, der har overgået den.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Eksorcisten (1973)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Eksorcisten (1973)

  • ★★★★0

    Benway sætter meget godt ord på, hvorfor denne horrorfilm er så gennemført fantastisk. Måske den bedste i genren ifølge mig?

    T. Nielsen14-03-19 17:50

  • ★★★0

    Fremragende anmeldelse, Benway. 

    Jeg er helt enig i det skrevne, særligt din fokus på filmens sirlige opbygning af historien og opbygning af suspense.

    Men at der ikke har været nogle film i genren siden 1973, der har kunnet overgå "The Exorcist", er jeg dog ikke enig i. Jeg synes, at der er en håndfuld andre film der er på samme niveau som "The Exorcist" eller en lille smule bedre. Film som eksempelvis "The Texas Chainsaw Masssacre", "The Omen", "The Thing" og "Halloween".

    NightHawk14-03-19 18:24

  • ★★★★0

    Fremragende anmeldelse, Benway. 

    Jeg er helt enig i det skrevne, særligt din fokus på filmens sirlige opbygning af historien og opbygning af suspense.

    Men at der ikke har været nogle film i genren siden 1973, der har kunnet overgå "The Exorcist", er jeg dog ikke enig i. Jeg synes, at der er en håndfuld andre film der er på samme niveau som "The Exorcist" eller en lille smule bedre. Film som eksempelvis "The Texas Chainsaw Masssacre", "The Omen", "The Thing" og "Halloween".

    Selv om jeg finder dem du nævner superfede, så er det for mig kun The Thing jeg sætter lige så højt. De efterfølges af TTCM, Halloween og Omen i nævnte rækkefølge.

    T. Nielsen14-03-19 18:27

  • ★★★0

    Præst 1: How can you afford a Chivas Regal? Did you empty the poorbox?

    Præst 2: I resent that. I took a vow of poverty.

    Præst 1: So how did you get it?

    Præst 2: I stole it.

    Rasmus Drews14-03-19 18:28

  • ★★★0

    Jeg synes heller ikke der er lavet noget bedre siden, ihvertfald ikke noget der har forstyrret min nattesøvn så meget som Exorcist og jeg får stadig chills alene ved melodien. Og så er denne trailer forrygende:

    m.youtube.com/watch

    Babo14-03-19 21:03

  • ★★★★0

    Jeg kan se på det jeg skrev herinde for tre år siden, at jeg er enig med Benway: 

    The Exorcist

    Den her har været på min "list of shame" indtil sidste uge, da jeg fandt den på Netflix. Som jeg skrev på en anden side: "Jeg så den (for første gang!) for et par dage siden, og jeg må sige, den var virkelig fænomenal. Den har netop ikke travlt med at skulle skræmme, men sætter gradvist stemningen og trækker os ind i mørket. Meget imponeret." Det betyder dog ikke, at man ikke kan se, den er lavet i 1973. Til gengæld kan den noget, som de fleste gysere ikke får til at lykkes i dag, nemlig tage sig tid til at introducere rammerne og dermed bygge det hele op med steder og karakterer, før dæmonerne helt overtager showet. 5/6. 

     

    Riqon14-03-19 21:28

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen