Brugeranmeldelse: Gremlins 2: Det nye kuld (1990)

"Gremlins 2" kan ikke sige sig fri for ikke at leve op til hverken budgettet eller sin forgænger.

Budgettet er større, underholdningsværdien mindre. Så enkelt kan man sige det om denne efterfølger til den særdeles underholdende og vellykkede "Gremlins". Da den første film blev en stor succes, måtte der naturligvis komme en toer før eller siden. Man kan så undre sig over, at der skulle gå seks år, før det skete.

Hvor den første film havde en nærmest magisk stemning og noget meget charmerende over sig – man fristes til at kalde det en 80'er-typisk fortryllerisk Spielberg-feelin' – så besidder denne ikke rigtig nogen af de dele. Den er skam underholdende nok sine steder, og der sker en masse, når den først kommer i gang. Den spinkle handling er dog længe om at komme ud af starthullerne, og man sidder ganske simpelt og begynder at småkede sig, modsat hvad man gjorde i originalen.

Se også: Gizmo vender tilbage i kommende "Gremlins"-serie

Historien her er mindre harmonisk opbygget og mere krampagtig. Skuespillerne formår heller ikke at løfte den. Ude af provinsvarmen og inde i storbyens betonkulde forekommer karaktererne bare mindre charmerende. Historien ruller, og da den endelig kommer op i omdrejninger, så går det stærkt. Faktisk så stærkt, at indfaldene næsten klodset falder over hinanden og står i kø for at komme til. Man når dårligt at nyde dem, der er værd at nyde. Det er de så ikke alle, for humoren og idéerne virker mere anstrengte og desperate for at underholde og får af den grund ofte den modsatte effekt.

Idéen med den højteknologiske skyskraber, som selvfølgelig er en reference til opfinderfaderens tvivlsomme opfindelser i den første film, forekommer også ret svag, særligt set i retroperspektiv. Det, der virker i filmen, det virker så også ret godt til gengæld. Der er mange skægge referencer til diverse ældre film og også til filmen selv og dens forløber. Den spoofer flere steder ret vellykket. Instruktør Joe Dantes kærlighed for kendte klassikere og Warner Brothers' berømte tegnefilm fornægter sig i hvert fald ikke.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Når den så også indimellem bryder sine egne rammer og gør tilskueren opmærksom på, at det er film, vi ser, så er det lige før, den bliver brillant, særligt når den gør grin med sine egne klichéer. Om man så kan lide dette brud på konventionerne, er en anden sag, for det kan indrømmet være forstyrrende for ens indlevelse i filmen. Men sjovt er det nu, synes jeg.

Derudover er filmen for sin tid på effektsiden teknisk pænt lavet og byder på et par gode scener for fans af gammeldags dukkeføring. Man presser citronen lidt mere sine steder end med den første, og det slipper man måske ikke altid lige godt fra. Men alt i alt fungerer filmen overbevisende.

Så er alt godt vist også sagt, for "Gremlins 2" kan ikke sige sig fri for ikke at leve op til hverken budgettet eller sin forgænger. Den er middelmådigt underholdende, svingende fra det vildt sjove til det jævnt kedelige, men sine steder også anstrengende.

Blu-ray- og dvd-udgaven byder på et par flabede scener, der var tiltænkt biografversionen, og som ikke fungerer efter hensigten i hjemmebiografen. Den gamle VHS-version havde fjernet disse og i stedet fået lavet et par alternative scener til lejligheden, hvilket var ret sjovt, da man opdagede, man blev narret. Derfor kan det godt betale sig at se begge, hvis man vil tjekke forskellen og ikke føler, det er for meget tid at bruge på denne her.

Gremlins 2: Det nye kuld (1990)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Gremlins 2: Det nye kuld (1990)

  • ★★★★★★1

    Fin og fair anmeldelse Thomas. Jeg er helt enig, den lever ikke op til den første.

    Wayne26-12-19 18:37

  • ★★★★★★1

    Fin og fair anmeldelse Thomas. Jeg er helt enig, den lever ikke op til den første.

    Takker

    T. Nielsen26-12-19 21:26

  • ★★★★2

    100% Uenig! Dette ér den perfekte 2'er! Ingen kan lave en 3'er = Hurra! & Tak for det - i min bog!

    Og beklager Hr. Nielsen, men lige her, skal De kvæles i filmstrimler, ganske som Leonard Maltin ;-)

    Og skal vi ikke lige huske: Donald Trump/Daniel Clamp? MEGET "morsomt" med nutidens øjne

    (suk)

    Clamp fremstår dog en smule mere sympatisk... 

    5 af 6 herfra! "Buy! Sell! Canned food and shot guns" = 2020'erne!

    Gasivodo27-12-19 01:55

  • ★★★★2

    Mike & Jay er på mit hold!

    Gremlins 2: The New Batch - re:View (19. sep 2019)

    www.youtube.com/watch

    Gasivodo28-12-19 17:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen