Brugeranmeldelse: Outlander - sæson 1 (2014)

Tør jeg skrive, at serien i tone og handling forekommer mig, som om den generelt mere vil appellere til kvinder?

Jeg skal ikke fratage "Outlander" dens kvaliteter, fordi de er bestemt til stede. Sine steder endda på en rigtig fængende og underholdende facon.

Serien kan så ikke helt undsige sig fra også at træde vande og sine steder blive rigeligt forudsigelig, som når vores helte og heltinde næsten altid når frem i sidste øjeblik.

Hele dens præmis om en engelsk kvinde, der lige efter Anden Verdenskrig besøger Skotland med sin mand for på overnaturlig vis at ryge omkring 200 år tilbage i tiden, er egentlig ganske interessant. Eller kunne være det. Desværre bruges præmisset kun perifert som et møde mellem to tidsalderbestemte kulturer for mod slutningen af sæsonen næsten ikke at føles nærværende mere.

Min største anke mod serien er dog nok, at den ikke tiltaler mig nok på et personligt plan. Tør jeg skrive, at serien i tone og handling forekommer mig, som om den generelt mere vil appellere til kvinder? Min kone er da også totalt begejstret for den.

Dette skal så heller ikke opfattes, som om jeg mener, den er en poleret lyserød romantisk eventyrfantasi, hvis man tror det. Der er såmænd både masser af bare bryster, chokerende voldelige optrin, toppet af en kontroversiel og rigeligt udpenslet voldtægt af en mand begået af en mand og så lidt historisk krydderi til at holde ens interesse med.

Det var bare ikke nok til, at serien har gjort mig nysgerrig efter at se mere. Så det har jeg tænkt mig at lade være med.

Outlander - sæson 1 (2014)

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.

Kommentarer

Outlander - sæson 1 (2014)

  • 0

    Jeg har netop læst bogen, og gik ind i den uden at vide den var et megahit. Og min opfattelse var også klart at det var kristen husmorporno. "Poleret lyserød romantisk eventyrfantasi" er ikke meget langt fra bogens handling.

    T'hain15-05-19 19:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen