"Babylon"-instruktør: Det er godt, at filmen deler vandene

Den Oscar-nominerede storfilm har både modtaget rigeligt med ris og masser af ros fra kritikere og biografgængere.

Med kritikerroste og Oscar-belønnede perler som "Whiplash", "La La Land" og "First Man" på CV'et havde Hollywood nok sat næsen op efter et gigantisk hit, da instruktøren Damien Chazelle diskede op med sit nyeste opus, "Babylon", tilbage i december.

Men på trods af Chazelles renommé og flere store stjerner på plakaten (herunder Margot Robbie, Brad Pitt, Jean Smart og Tobey Maguire) så har "Babylon" floppet fælt i USA, hvor den på halvanden måned blot har indtjent 15 mio. dollars – og filmen har vel at mærke kostet 80 mio. dollars at producere.

Og anmeldelserne har også været noget blandede – her på Moovy gav vi filmen 5 stjerner og betegnede den som en "kærlighedserklæring til fortidens Hollywood, som er ujævn, men også uimodståeligt underholdende."

Men jvf. Rotten Tomatoes er både publikummet og anmelderstaben opdelt i to kategorier: dem, der elskede "Babylon", og dem, der hadede den. Og ifølge Chazelle selv er det faktisk en god ting.

Læs også: "Babylon"-instruktøren Damien Chazelle har lavet en 2 timer lang version af filmen på sin iPhone

Under et nyligt interview i England – hvor "Babylon" udkom her i januar, ligesom i Danmark – fastslog Chazelle, at han var helt forberedt på, at hans seneste opus ville dele vandene:

"Det er godt at lave noget, der sætter gang i samtaler og debatter, hvor der er meget stærke meninger på begge sider. Vi vidste alle sammen godt, at filmen ville chokere og gøre nogle mennesker vrede, og det synes jeg er godt. Det bør flere film gøre."

Chazelle fastslår derudover, at han ikke er synderligt optaget af den modtagelse, hans film får – uanset om den så er god eller dårlig. For når filmen først er udgivet, bliver den, i Chazelles ord, publikummets film, og alle de forskellige reaktioner er gyldige.

Selvom "Babylon" ikke er blevet et kæmpe finansielt hit, så har den trods alt lige sikret sig tre Oscar-nomineringer: Bedste scenografi, Bedste kostumedesign og Bedste musik. Og herunder kan du se Moovy TV's interviews med bl.a. filmens scenograf, kostumier og komponist:

Kommentarer

"Babylon"-instruktør: Det er godt, at filmen deler vandene

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen