Bender is back! John DiMaggio vender tilbage i nye "Futurama"-afsnit

Efter en hård omgang forhandlinger er DiMaggio officielt med om bord.

Som vi skrev for en lille måneds tid siden her på Moovy, så vender sci-fi-tegnefilmsserien "Futurama" snart tilbage med en stak nye afsnit. Serien blev kickstartet tilbage i 1999 og er i flere omgange blevet aflivet og genoplivet igen.

Men den gode nyhed havde en trist parentes: skuespilleren John DiMaggio, som lægger stemme til den ubehøvlede og uimodståelige robot Bender, havde takket nej til den tilbudte kontrakt.

DiMaggio følte, at den løn, som både han og hans kollegaerne blev tilbudt, ikke reflekterede, hvad de vitterligt var værd. Og mens selskabet 20th Television Animation stadig kæmpede for at sikre DiMaggios underskrift, så ledte selskabet samtidigt (og nærmest utænkeligt) efter en mulig arvtager til DiMaggio.

Men nu kan "Futurama"-fans altså endelig ånde lettet op: DiMaggio vender officielt tilbage til New New York i det 31. århundrede.

Se også: Første kig på ældre Beavis & Butthead i kommende film

I en udtalelse (via Variety) fastslår DiMaggio vanligt kulørt og kækt: "I'M BACK, BABY! Jeg er så fandens taknemmelig for al den kærlighed og støtte, jeg har fået fra både fans, kollegaer og særligt min hustru, Kate, og jeg slet ikke vente på at arbejde sammen med min 'Futurama'-familie igen.

"#Bendergate er officielt forbi, så smæk det ind på en hylde bag julepyntet eller måske ned i en køkkenskuffe sammen med alt det andet lort, du lægger der – såsom gammelt, ubrugeligt superlim – eller måske i en krukke, du gemmer dine prutter i. Hvad end du har lyst til, jeg er ligeglad. I forstår, hvad jeg siger. I'M BACK, BABY! REND MIG I MIN BLANKE METALRØV!"

Seriens medskaber (og manden bag "The Simpsons"), Matt Groening, udtaler begejstret (og lidt mindre drilskt): "Siden John DiMaggio dukkede op til audition i forrige århundrede, vidste vi, at han var vores Bender. Så tillykke til alle på 'Futurama'. Vi vender alle sammen tilbage!"

I alt 20 nye "Futurama"-afsnit snart går snart i produktion, og seriens næste sæson får streaming-premiere i 2023 – formentlig på Disney+ herhjemme.

Kommentarer

Bender is back! John DiMaggio vender tilbage i nye "Futurama"-afsnit

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen