CPH:DOX udsender årets musikfilmprogram

Danmarkspremiere på den anmelderroste dokumentar "Tina" om Tina Turner er noget af det, der er på "Sound & Vision"-programmet, når CPH:DOX skydes i gang for fuld musik.

Der bliver noget for enhver smag, når CPH:DOX i år fyrer op under det stort anlagte digitale musikprogram, der kan opleves fra 21. april.

"Årets Sound & Vision-program tegner et kalejdoskopisk billede af musikkens verden og musikere. Det er lydene af tidløse entertainere, ørkenrappere, keltiske røverhistorier, brasiliansk tropicalia, synthesizere store som biler, dybstegte trompeter og en legendarisk båndspole i loop," fortæller Niklas Engstrøm, programchef for CPH:DOX.

"Men musik skabes ikke i et lukket kunstnerisk rum, og sprængfarlige emner som ytringsfrihed, racisme, kønsbaseret vold og social uretfærdighed toner frem overalt i programmet. Fuldstændig som de gør ude i virkeligheden."

Tina Turner og David Byrne på programmet

Hits som "The Best", "Proud Mary" og "What's Love Got To Do With It" har sat Tina Turner på verdenskortet som en af de helt store musikalske stemmer. En stemme, som hun også har brugt til at bryde tabuet omkring vold i parforhold. Dokumentaren "Tina", som beskriver sangerindens liv, karriere og det voldelige forhold til eksmanden Ike Turner, får danmarkspremiere på CPH:DOX.

Også en anden musikalsk legende er på programmet, når CPH:DOX viser Spike Lees koncertfilm "American Utopia" med David Byrne, der bl.a. er kendt som den tidligere frontmand i bandet Talking Heads. David Byrne kan også opleves live på festivalen, når han deltager i CPH:DOX' digitale talk-serie "An Evening With" den 23. april.

Ansigtstatoveringer og receptpligtigt stofmisbrug

Der er flere stærke kvinder på programmet, når CPH:DOX viser filmen "Poly Styrene: I Am a Cliché", der portrætterer punksangerinden, som med sin provokerende attitude og antifascistiske opråb gjorde op med tidens kvindeidealer og stod i spidsen for et af 70'ernes helt store punkbands: X-Ray Specs.

I "American Rapstar" møder vi en gruppe, der på grund af deres oprørske og vilde energi af nogle betegnes som samtidens punkmusikere: SoundCloud-rapperne. Med ansigtstatoveringer, receptpligtigt stofmisbrug, råt talent og for tidlig død er "American Rapstar" en hæsblæsende energiudladning og et både fascinerende og foruroligende indblik i musikken og miljøet omkring den.

Læs også: Fokus på Berlinalen 2021: "Tina" – Tina Turners turbulente fortid

"Other, Like Me" er en film om gruppen Throbbing Gristle, der også eksperimenterede og tog den til kanten med provokerende performances til øredøvende industrial. I filmen fortæller de for første gang selv deres historie.

Læs mere om Sound & Vision-programmet på CPH:DOX' hjemmeside her.

CPH:DOX åbner 21. april med et stort digitalt program og en streaming-platform, hvor 180 nye dokumentarfilm og en række live arrangementer kan opleves. I slutningen af festivalen fra 6. til 12. maj vil et udvalg af årets film blive vist i biografer over hele København. Hvilke film der får en biografvisning er endnu ikke fastlagt.

CPH:DOX' samlede program bliver offentliggjort i slutningen af marts på cphdox.dk.

Kommentarer

CPH:DOX udsender årets musikfilmprogram

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen