Daft Punk laver musikken til ny Dario Argento-film

Den franske duo har ikke lavet et film-score siden "Tron: Legacy" tilbage i 2010.

Den italienske filmmager Dario Argento stod bag nogle af de største, alternative horror-film i 1970'erne og 1980'erne – deriblandt den oprindelige "Suspiria", "Inferno" og "Phenomena". Han var også med til at skrive manuskriptet til Sergio Leones legendariske western "Once Upon a Time in the West".

Det er efterhånden noget tid siden, at Argento har lavet en succesfuld film, men han har alligevel sikret sig lidt af et scoop ved at hyre den franske musik-duo Daft Punk til at lave musikken til sin næste film: "Occhiali neri" (på engelsk: "Black Glasses").

Læs også: "Tron: Legacy"-instruktør: En fortsættelse kommer måske

Det afslører Argento i et interview med det italienske medie Repubblica, som The Film Stage har fået fingre i og oversat:

"[Daft Punk] er mine beundrere, de kender alle mine film. Nogle franske venner fortalte dem, at jeg skulle optage en ny film, og de ringede for at sige: 'Vi vil gerne arbejde sammen med dig.'"

Argento fortæller, at hans nyeste film bliver en krimi, der foregår i Roms natteliv og i landområderne tæt på Lazio. Men fordi Italien er blevet hårdt ramt af coronavirussen, går der nok noget tid, før optagelserne kan gå i gang.

Daft Punk består af de franske musikere Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo, og de er kendt for at være enormt selektive i forhold til samarbejdspartnere og projekter. De har ikke komponeret et soundtrack siden "Tron: Legacy" tilbage i 2010, og deres seneste album, Grammy-vinderen "Random Access Memories", udkom i 2013.

Kommentarer

Daft Punk laver musikken til ny Dario Argento-film

  • ★★★★★2

    Jeg elsker Dario Argento’s film fra hans storhedstid, men jeg er bange for, at han ikke længere har det i sig, til at lave en god film. Jeg så for nyligt “The Stendhal Syndrome” fra 1996, som trods alt ikke var alt for mange år siden hans sidste gode film(Opera, 1987), men det var noget frygteligt bras. Hans nyere film har jeg kun hørt værre om.

    Kruse28-04-20 13:02

  • ★★★★★0

    Jeg har stadig min første Argento-film til gode. Pinligt, I know!

    The Insider28-04-20 13:04

  • ★★0

    En god Dario Argento-film med Asia Argento på rollelisten kommer ikke til at ske.. Men lad os håbe på et fedt soundtrack! 

    Mikkel Abel28-04-20 17:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen