De første billeder fra "Godzilla: King of the Monsters" er landet

Det legendariske monster går i land til næste år.

Entertainment Weekly har nu afsløret de to første billeder fra Warner Bros.' kommende monsterdrøn "Godzilla: King of the Monsters". Du kan se billederne nedenfor.

"Godzilla: King of the Monsters" er opfølgeren til Gareth Edwards' "Godzilla" fra 2014 og foregår desuden i det såkaldte MonsterVerse, hvor også "Kong: Skull Island" indgår som en del af den overordnede fortælling. "Trick 'r Treat"- og "Krampus"-instruktøren Michael Dougherty har denne gang overtaget instruktørtjansen fra Edwards.

I filmen kan Vera Farmiga ("Nattens dæmoner"-filmene), Kyle Chandler ("Bloodline") og "Stranger Things"-stjernen Millie Bobby Brown opleves i hovedrollerne, mens rollelisten ligeledes byder på navne som O'Shea Jackson Jr. ("Straight Outta Compton"), Bradley Whitford ("Get Out") samt evigt solide Charles Dance fra bl.a. "Game of Thrones" og "Last Action Hero". Ken Watanabe og Sally Hawkins vender desuden tilbage i deres roller fra den første "Godzilla"-film.

Den legendariske monsterøgle Godzilla var i seneste omgang i kamp mod de to MUTO-væsner, men står i næste kapitel overfor hele tre modstandere, nemlig de klassiske monstre Mothra, Rodan og King Ghidorah, hvor sidstnævnte må betegnes som kæmpefirbenets absolutte ærkefjende. Forberedelserne til et "Godzilla vs. Kong"-projekt – hvor monsterøglen altså må i kamp med kæmpeaben fra Skull Island – er endvidere allerede i gang, så der skulle være et overflødighedshorn af monsteraction i vente, hvis man er fan af de gigantiske bæster.

Indtil videre står den dog først på "Godzilla: King of the Monsters", som får biografpremiere 30. maj til næste år.

Kommentarer

De første billeder fra "Godzilla: King of the Monsters" er landet

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen