Ewan McGregor bliver skurk i DC's "Birds of Prey"

DC-universets mørke side lokker tilsyneladende manden bag Obi-Wan Kenobi.

Superhelteprojektet "Birds of Prey" har nu sikret sig sin skurk. Det bliver nemlig den skotske "Star Wars"-stjerne Ewan McGregor, der skal terrorisere gruppen af kvindelige supermennesker.

McGregor har fået rollen som forbryderbossen Roman Sionis – måske bedre kendt under superskurke-alter egoet Black Mask – der i tegneserierne har et gedigent horn i siden på Batman. I "Birds of Prey" får karakteren sin live-action-debut, og skurken med kraniemasken kommer dermed til at stå overfor et umage team bestående af superstærke kvinder fra DC-universet.

Først og fremmest byder affæren på Margot Robbie, som gentager sin rolle som Harley Quinn fra "Suicide Squad"-filmen. Derudover kan man opleve Mary Elizabeth Winstead ("10 Cloverfield Lane") og Jurnee Smollett-Bell ("Hands of Stone") som heltinderne Huntress og Black Canary, mens Rosie Perez ("Hvide mænd kan ikke dunke") giver den som politibetjenten Renee Montoya.

"Birds of Prey" bliver den blot anden spillefilm fra instruktør Cathy Yan, som tidligere har begået komediedramaet "Dead Pigs". Superheltindernes eventyr står til at lande på det store lærred 6. februar 2020.

Kommentarer

Ewan McGregor bliver skurk i DC's "Birds of Prey"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen