Forfatteren John le Carré er død, 89 år gammel

Den engelske forfatter skrev talrige thrillers, som blev filmatiseret, inklusive "Dame, konge, es, spion", "The Constant Gardener" og "Skrædderen fra Panama".

En af de to seneste århundreders største forfattere, John le Carré, er netop død efter kort tids sygdom. Han blev 89 år gammel. Forfatterens familie fastslår i en udtalelse, at le Carrés død ikke skyldtes COVID-19, men lungebetændelse.

Den engelske forfatter med det franskklingende navn blev oprindeligt døbt David Cornwell, og han blev født i 1931 i Poole i det sydlige England. Han er især kendt for sine spændende spionfortællinger, der udfolder sig under den kolde krig, og som yngre arbejdede han selv undercover for Englands efterretningstjeneste.

I 1950'erne var le Carrés arbejdsplads den britiske ambassade i vesttyske Bonn, og her fik forfatteren adgang til en masse informationer om efterretningstjenestens missioner, som han lod sig inspirere af, da han senere tog hul på karrieren som forfatter.

Hans første roman, "Call For The Dead", blev udgivet i 1961. Han var nødsaget til at finde på et forfatter-alias (og valgte altså "John le Carré"), idet ansatte hos udenrigsministeriet ikke måtte bruge deres egne navne, når de udgav bøger.

Det var le Carrés tredje roman, "Spionen der kom ind fra kulden" fra 1963, som gjorde ham til en verdensberømt og anerkendt forfatter, og som gjorde det muligt for ham at arbejde fuldtid ved skrivemaskinen. Bogen blev filmatiseret i 1965 med bl.a. Richard Burton og Oskar Werner foran kameraet.

Forfatteren droppede karrieren som spion i 1964, da en dobbeltagent lækkede hans navn til Sovjetunionen – en hændelse, som var med til at inspirere le Carré til at skrive bogen "Dame, konge, es, spion", som både lagde til grund for en tv-miniserie i 1979 med Alec Guinness i hovedrollen som superspionen George Smiley og senere i 2011 en spillefilm med en Oscar-nomineret Gary Oldman i hovedrollen.

Og talrige af le Carrés succesfulde bøger er blevet omdannet til tv-serier og spillefilm. Ud over de førnævnte eksempler finder vi film som "Spejlkrigen", "Det russiske hus", "Skrædderen fra Panama", "The Constant Gardener" og "Our Kind of Traitor" samt den prisbelønnede miniserie "The Night Manager" fra 2016, som blev instrueret af danske Susanne Bier.

Selvom le Carré var enormt succesfuld og skrev om gravalvorlige emner (inklusive korrupte medicinalfirmaer og krigen mod terror senere i karrieren), så var han angiveligt en enormt ydmyg herre, der var overrasket over sin egen succes, og som gentagne gange takket nej til priser og et ridderskab. Og selvom han var pavestolt over at være brite, så var han samtidigt ekstremt kritisk over for Brexit og selverklærede "patrioter", som hyldede det store, britiske imperium fra fordums tid.

John le Carré efterlader sig sin hustru Jane og sønnerne Nicholas, Timothy, Stephen og Simon.

Kommentarer

Forfatteren John le Carré er død, 89 år gammel

  • ★★★1

    89 år er trods alt en pæn alder, men det er trods alt stadig trist. 

    Jeg har fået læst en god del af hans bøger gennem årene, og jeg har tit tænkt over, hvordan jeg kunne blive helt irriteret over hans til tider alt for detaljerede skrivestil, hvor det nogle gange føltes som om, han kunne bruge hele kapitler på at beskrive farven på en forbipasserende bil - men alligevel læste jeg altid videre, fordi han til gengæld kunne sætte en spionhistorie sammen som ingen anden (jeg er faldet over i mine læserier).

    HonoDelLoce14-12-20 15:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen