James Cameron klippede 10 minutters våbenvold ud af "Avatar: The Way of Water"

Den canadiske instruktør vil nødigt glorificere våben efter de seneste års talrige skudepisoder i USA.

James Camerons "Avatar: The Way of Water" er allerede blevet et kæmpehit af rang, og særligt filmens actionsekvenser er blevet rost i alverdens medier – inklusive her på Moovy, hvor vores anmelder betegnede sci-fi-storfilmens action som "sublim" og "højpotent".

Cameron har også flere af actiongenrens største klassikere på samvittigheden, herunder de to første "Terminator"-film samt "Aliens". Men over for Esquire fastslår Cameron nu, at han ikke ville have lavet de film den dag i dag på grund af deres mange skududvekslinger.

"Når jeg ser tilbage på de film, jeg har lavet, så ved jeg ikke, om jeg ville have lyst til at lave dem i dag," fastslår en eftertænksom Cameron, som bebrejder våbenkulturen i USA og de mange masseskyderier i landet for sit ændrede syn på karrierens ældre actionbrag.

"Jeg har ikke lyst til at glorificere våben, som jeg gjorde i et par 'Terminator'-film for over 30 år siden, her i vores nutidige verden. Det, som der sker med våben i vores samfund, giver mig ondt i maven."

Læs også: James Cameron: "Terminator"-reboot i støbeskeen

Den efterhånden 68-årige Cameron er for længst flyttet til New Zealand, hvor han arbejder på sine mange "Avatar"-fortsættelser. Og den canadiske filmmager flytter næppe tilbage til Nordamerika lige foreløbigt:

"Jeg er glad for at bo i New Zealand, hvor de bandlyste alle maskingevær to uger efter den forfærdelige moskémassakre for et par år siden."

Cameron afslører desuden, at han netop klippede flere scener ud af "Avatar: The Way of Water", fordi der optrådte for mange skydevåben:

"Jeg klippede faktisk 10 minutters ildkampe ud af filmen. Jeg ville gerne fjerne en del af modbydeligheden og skabe en bedre balance mellem lyset og mørket. Der er nødt til at være konflikter, selvfølgelig. Vold og action er det samme – afhængigt at hvordan du ser på det. Det er enhver actionfilmmagers dilemma, og jeg er kendt som en actionfilmmager."

Herhjemme kan du bl.a. se "Avatar: The Way of Water" – og dens relativt skydevåbenfattige actionsekvenser – i 3D HFR med Dolby Atmos-lyd i FORMAT Biograf. Book dine billetter her. Og herunder kan du se Moovy TV's interviews med storfilmens stjerner:

Kommentarer

James Cameron klippede 10 minutters våbenvold ud af "Avatar: The Way of Water"

  • 0

    Men det er så våben der løser det.

    I den første var det faktisk selve pPandora der gjorde oprør og det virkede bedre. Men måske ville han ikke genbruge det i 2'eren. Der var så også på et tidspunkt, hvor Jake Sully kunne have trukket sig, men vælger ikke at gøre det. Hvis han ikke ville sende budskabet at vold er løsningen på alting kunne han have ændret den scene.

    Men jeg synes så også at 3. act var det mindst interessante, så der måtte gerne være skåret yderligere, mod at der kom mere fokus på karakteropbygningen.

    Johnny4230-12-22 09:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen