"Mary Poppins Returns" skudt i gang

Hvis man har gået og ventet på en fortsættelse til Disneys fortryllende "Mary Poppins" fra 1964, har man skullet væbne sig med ekstra tålmodighed. Det er nemlig først her 53 år efter, at filmen med Julie Andrews i hovedrollen som den magiske barnepige omsider får en opfølger. 

Optagelserne til den nye film er netop begyndt i England. Og det er noget af et cast, som skal medvirke i "den svære toer": Emily Blunt overtager hovedrollen som Mary Poppins efter Julie Andrews, og hun får følgeskab af blandt andre Colin Firth, Meryl Streep, Lin-Manuel Miranda samt ikke mindst 91-årige Dick Van Dyke, der spillede den charmerende Bert i originalen. Denne gang skal Van Dyke spille en vis Mr. Dawes Jr.

Rob Marshall ("Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand") skal instruere filmen, der er baseret på bøgerne af P.L. Travers.

Handlingen foregår i et depressionsramt London i 1930'erne, hvor Michael og Jane Banks, der var børn i "Mary Poppins", nu er blevet voksne. De får endnu engang brug for magisk hjælp og livsglæde fra Mary Poppins, efter Michael oplever et personligt tab.

Filmen får premiere i december 2018.

Kommentarer

"Mary Poppins Returns" skudt i gang

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen