"No Time to Die" skriver danmarkshistorie

Med hidtil 270.000 solgte billetter har den 25. James Bond-film haft franchisens største åbning i Danmark.

Godt nok blev "No Time to Die" udskudt adskillige gange takket være corona-pandemien, men selvom virussen endnu ikke er blevet udryddet, så har den altså ikke kunnet bremse James Bond fra at slå rekorder i det danske kongerige.

I en dugfrisk pressemeddelelse afslører filmens danske distributør, SF Studios, at den 25. James Bond-film indtil nu har solgt hele 267.038 billetter herhjemme.

Åbningen markerede samtidig den største åbning nogensinde for en Bond-film. "Skyfall" (2012) solgte 214.117 i åbningsweekenden, mens "Spectre" (2015) solgte 256.928 billetter. Med de overbevisende tal markerer Danmark sig samtidig som Skandinaviens største Bond-land.

Læs også: Hvem bliver den nye James Bond? Disse er ifølge bookmaker favoritten

Head of Theatrical Distribution, Frederik Malling Juul, siger: "Vi kan slet ikke få hænderne ned, og det overgår vores vildeste forventninger. Anmeldelser og publikums reaktioner har været helt i top, og når vi så får den største Bond-åbning nogensinde, er glæden total.

"Ventetiden var lang, men det gør os så ekstra glade på filmens vegne, på biografernes vegne og på publikums vegne, at vi nåede hertil. Bond er tilbage, og biograferne er tilbage, og Danmark viser igen, at vi er verdens største Bond-territorium baseret på antal indbyggere."

"No Time to Die" er den 5. og sidste Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen som Agent 007.

Kommentarer

"No Time to Die" skriver danmarkshistorie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen