Nye Tom Clancy-filmatiseringer på vej med "Creed"-stjernen Michael B. Jordan

Ny filmserie skal følge i "Jack Ryan"-franchisens fodspor.

Den amerikanske skuespiller Michael B. Jordan er en eftertragtet herre i Hollywood disse dage. Jordan har allerede medvirket i blockbusterhits som "Creed" og "Black Panther" samt høstet ros for "Fruitvale Station", og for nylig blev han sat i forbindelse med rollen som Superman, som – måske, måske ikke – snart bliver ledig hos DC og Warner Bros. Nu har "Creed"-stjernen dog muligvis sikret sig sin helt egen filmserie.

Paramount Pictures har nemlig hapset Jordan til de kommende filmatiseringer af forfatter Tom Clancys "Without Remorse" og "Rainbow Six". Michael B. Jordan er udset til at spille hovedrollen som John Clark, en tidligere Navy Seal-soldat, der ender med at arbejde for CIA. Clancys to romaner udkom i hhv. 1993 og 1998.

"Without Remorse" fortæller begyndelsen på historien om Clark og forventes derfor at gå i produktion først, mens "Rainbow Six" siden vil følge efter. Man har dog endnu ikke fundet hverken manuskriptforfattere eller instruktører til de to projekter, men jagten skulle være i gang.

Clancy-karakter med fortid på det store lærred

Annonceringen af de to film baseret på Tom Clancys bøger kommer i kølvandet på Amazons "Jack Ryan"-serie, som ligeledes er bygget over Clancys værker og desuden har modtaget flotte anmeldelser.

John Clark-karakteren, der altså nu får sine egne film, har faktisk tidligere optrådt på det store lærred i "Jack Ryan"-franchisen. Det skete i både "Dødens karteller", hvor Willem Dafoe spillede rollen, og "The Sum of All Fears", der bød på "Ray Donovan"-stjernen Liev Schreiber som Clark.

Derudover blev "Rainbow Six"-romanen i 1998 til computerspillet af samme navn, som siden affødte sin helt egen serie af videospil, og alt i alt har Clark-figuren optrådt i 17 romaner – så der skulle altså være nok materiale at plukke af til de nye fortællinger med Jordan som den kontante CIA-agent.

Kommentarer

Nye Tom Clancy-filmatiseringer på vej med "Creed"-stjernen Michael B. Jordan

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen