Det var jo (desværre) ret forudsigeligt at det aldrig ville ske.

Quentin Tarantino: Jeg styrer nok uden om "Star Trek"
Den hæderkronede filmmager afslører i et nyt interview, at hans længe ventede "Star Trek"-film formentlig ikke bliver til noget alligevel.
Tarantino har ellers selv diskuteret filmen i adskillige interviews, siden det for godt to år siden kom frem, at han havde pitchet en idé til en "Star Trek"-film over for produceren J.J. Abrams.
Læs også: Manden bag tv-serierne "Legion" og "Fargo" skal måske lave "Star Trek 4"
Senere kom det frem, at "The Revenant"-manuskriptforfatteren Mark L. Smith var blevet hyret til at omdanne Tarantinos ideer til et brugbart manuskript, og at Tarantino ville revidere Smiths drejebog og måske endda instruere filmen, når han var færdig med at lave og promovere "Once Upon a Time... in Hollywood".
Men over for Consequence of Sound konstaterer Tarantino, da han bliver spurgt ind til sin "Star Trek"-film:
"Jeg styrer nok uden om 'Star Trek', men jeg har endnu ikke haft nogen officiel samtale med de gutter endnu."
"De gutter" er formentlig Smith og Abrams. Og selvom det altid virkede usandsynligt, at Tarantino ville afrunde filmkarrieren med en "Star Trek"-film som sin tiende og angiveligt sidste film, så har Tarantino åbenbart stadig ikke helt afskrevet projektet endnu jvf. hans citat.
Derudover er der åbenbart en anden "Star Trek"-film i støbeskeen i øjeblikket, hvori Chris Pine vender tilbage som kaptajn Kirk om bord på rumskibet Enterprise.