Ralph Fiennes vil gerne fortsætte i rollen som M i James Bond-franchisen

Efter "No Time to Die" og Daniel Craigs exit skal der findes en ny skuespiller til rollen som James Bond, men Fiennes vil fortsat gerne spille Agent 007's chef: M.

Den næste og 25. spillefilm om topspionen James Bond, "No Time to Die", er blevet udskudt adskillige gange på grund af coronavirussens udbrud. Forhåbentlig udkommer den i biffen til oktober.

Filmen bliver i øvrigt den sidste med Daniel Craig i hovedrollen. Den snart 53-årige brite spillede først rollen i den kritikerroste "Casino Royale" fra 2006, hvori danske Mads Mikkelsen spillede skurken.

Men selvom der altså snart skal findes en arvtager til Craig, så håber en anden af Bond-franchisens skuespillere på at kunne fortsætte lidt endnu: Ralph Fiennes.

Læs også: Daniel Craig forsvarer udskydelsen af "No Time to Die"

Fiennes overtog rollen som Bonds chef, M, fra Judi Dench i "Skyfall", og han gentog rollen i "Spectre". Han vender også tilbage i "No Time to Die", og han fortæller GamesRadar, at han gerne vil blive hængende:

"Hvis nogen fra Eon Films lytter med, så vil jeg altså gerne træne den nye Bond. Jeg elsker at spille M, og jeg elsker at være en del af franchisen. Men hvem ved? Nogle gange skal der forandring til."

Det er da heller ikke utænkeligt, at Fiennes får sit ønske opfyldt – selv hvis man vælger at reboote franchisen og se bort fra alle de foregående film. Dench spillede M i de fire Bond-film med Pierce Brosnan i hovedrollen, og hun gentog rollen i Craig-filmene, selvom de altså så bort fra begivenhederne i alle de foregående Bond-film.

Hvis filmen ikke bliver udskudt nok en gang, så kan man opleve Ralph Fiennes i "No Time to Die" fra og med den 8. oktober i biograferne.

Kommentarer

Ralph Fiennes vil gerne fortsætte i rollen som M i James Bond-franchisen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen