Sacha Baron Cohen vender tilbage som Borat
Very nice!!!
Den engelske komiker Sacha Baron Cohen skabte adskillige ikoniske figurer i sit tv-show "Da Ali G Show" i start-00'erne. En af dem var den fiktive, kazakhstanske journalist Borat, som fik sin egen film af samme navn i 2006.
Både i serien og filmen var den bøvede Borat en håbløst ukultiveret og taktløs fyr, som chokerer alskens virkelige mænd og kvinder, der ikke aner, at Cohen tager pis på dem. "Borat"-filmen blev en kæmpe, verdensomspændende succes, som indtjente 262 mio. dollars på verdensplan og blev Oscar-nomineret for Bedste manuskript.
Cohen har ikke genoplivet karakteren de sidste 14 år, men nu vender den rapkæftede reporter altså snart tilbage.
Læs også: Casper Christensen og "Borat"-skaber står bag ny sci-fi-komedie
Det ved vi, fordi flere amerikanere for nylig har filmet Cohen iført Borat-kostumet i Californien. Et af klippene kan ses hos Movieweb, hvor et kamerahold filmer Cohen i rollen som Borat, mens han kører bil.
Vi ved dog endnu ikke, hvornår eller hvordan Borat vender tilbage. Cohen har ikke officielt offentliggjort et nyt "Borat"-projekt, så der er flere potentielle muligheder.
Det kan selvfølgelig være, at Cohen laver en "Borat 2"-spillefilm. Men det er også muligt, at der blot bliver tale om en kort online-sketch eller måske et indslag i en potentiel 2. sæson af Cohens tv-serie "Who Is America?".
Cohen har dog tidligere afvist tanken om at lave en sæson 2 af "Who Is America?", så vi venter spændt på at finde ud af, hvordan Borats comeback vil udspille sig.