Taika Waititis "Star Wars"-film går formentlig i produktion i 2023

Den biografaktuelle "Thor: Love and Thunder"-instruktør er klar til at skifte MCU ud med en fjern, fjern galakse.

Noget kunne tyde på, at Taika Waititis ("Jojo Rabbit") kommende "Star Wars"-projekt er længere fremme i processen, end de fleste gik og troede.

Der har nemlig været ret så stille om den Oscar-vindende instruktør, når det kom til hans nye film i den legendariske sci-fi-franchise, som blev annonceret tilbage i maj 2020. Så stille, at der ligefrem har været spekuleret i, om projektet overhovedet bliver til noget.

Men ifølge den nyeste udgave af The Hollywood Reporter’s Heat Vision Newsletter går produktionen af Waititis "Star Wars"-film i produktion i begyndelsen af 2023. Der er dog i skrivende stund ikke kommet en officiel udmelding fra Lucasfilm om projektets status.

Læs også: "Rogue One"-instruktør vil ikke lave flere "Star Wars"-film

Den succesrige instruktør har ellers tidligere udtalt, at han er så travlt beskæftiget med sine øvrige filmprojekter, at "Star Wars" må vente et godt stykke tid endnu. I øjeblikket arbejder Waititi bl.a. på den autentiske sportskomedie "Next Goal Wins", det actionfyldte sci-fi-eventyr "The Incal" samt tv-serierne "Our Flag Means Death", "Reservation Dogs", "What We Do in the Shadows" og "Time Bandits" – sidstnævnte en tv-udgave af Terry Gilliams kultklassiker af samme navn.

Men nu lader det imidlertid til, at vi snart kan se frem til igen at opleve rumkampe, lyssværd og jedi-riddere på det store lærred.

Ud over Taika Waititi har "Wonder Woman"-instruktøren Patty Jenkins også en "Star Wars"-film i støbeskeen. "Star Wars: Rogue Squadron" er dog som tidligere rapporteret blevet forsinket – angiveligt på grund af kreative uenigheder mellem Jenkins og jagerpilot-eventyrets producere. 

Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's dugfriske interview med Waititi om hans seneste Marvel-epos, "Thor: Love and Thunder":

Kommentarer

Taika Waititis "Star Wars"-film går formentlig i produktion i 2023

  • ★★★★★★0

    Jeg synes egentlig at han har håndteret den smule han har instrueret af The Mandalorian ret godt.

    Men jeg magter ikke tanken om at han skal lave SW i screwball stil, ligesom Thor er endt.

    For min skyld må han gerne lave en rumkomedie - den vil jeg gerne se.

    Wayne12-07-22 11:27

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen