William Friedkin – instruktøren bag "Eksorcisten" og "The French Connection" – er død, 87 år gammel

En af Hollywoods helt store, toneangivende filmmagere er gået bort.

Den Oscar-belønnede filminstruktør William Friedkin er gået bort i en alder af 87 år. Det skriver Variety.

Det er kun få dage siden, at vi her på Moovy delte traileren til en fortsættelse til Friedkins uomgængelige gyserklassiker, "Eksorcisten", som vores Podcast-duo i øvrigt introducerede før en særvisning i Aarhus' Øst for Paradis for blot et par måneder siden.

Og grundet Friedkins evigt smittende, tøjlesløse energi i det offentlige rum (for ikke at tale om det gennemgående høje spændingsniveau i mandens film) var vi næsten fristede til at tro, at den karismatiske filmmager ville leve noget nær for evigt.

Selvom Friedkins karriere strækker sig over adskillige årtier, så er det uden tvivl 70'erne, som repræsenterer hans CV's nøgleperiode. Her var Friedkin med til at skyde en ny kreativ guldalder i Hollywood i gang, som var domineret af yngre, fandenivoldske filmmagere som Friedkin selv og Francis Ford Coppola, Martin Scorsese og Peter Bogdanovich.

Læs også: "Eksorcisten"-instruktør: Damien Chazelle er amerikansk films fremtid

I 1960'erne arbejdede Friedkin på en tv-station i Chicago, hvor han instruerede tv-indslag og dokumentarer. Som ung drømte Friedkin om at blive basketballspiller, men han blev desværre ikke høj nok til at spille sporten på professionelt plan.

I midt-60'erne kastede Friedkin sig over fiktionsfortællingen, og han fik sit store gennembrud med den skelsættende politithriller "The French Connection", som bar præg af Friedkins fortid som dokumentarist med dens rå, upolerede og enormt effektive æstetik. Filmens centrale biljagt betragtes stadig af mange som filmhistoriens bedste af slagsen.

I "The French Connection" spillede Gene Hackman en hårdhudet og hærdet betjent, der går i clinch med den kriminelle underverden i New York, som næres af franske heroinsælgere. Både Friedkin og Hackman vandt Oscars for deres arbejde på filmen, som i øvrigt blev kåret som 1971's bedste film.

Blot to år senere leverede Friedkin endnu en trendsættende genistreg i form af den førnævnte "Eksorcisten", som indtjente godt 500 mio. dollars og således var med til at kickstarte Hollywoods store blockbusteræra. Gyseren om en pige, der besættes af en ondsindet dæmon, er ofte blevet efterlignet, men sjældent matchet.

Mange vil nok mene, at Friedkins karriere peakede i start-70'erne, og selvom der nu findes mange fans af hans højspændte 70'er-thriller "Sorcerer" (et remake af den tidløse klassiker "The Wages of Fear"), så floppede den fælt i biografen og indtjente blot 9 mio. dollars – under halvdelen af, hvad den havde kostet at producere.

Der er dog mange andre bemærkelsesværdige titler i Friedkins anseelige bagkatalog – inklusive den kontroversielle Al Pacino-krimi "Cruising", thrilleren "To Live and Die in L.A.", tv-genindspilningen af "12 Angry Men" fra 1997 samt "Killer Joe" fra 2011, som var med til at kickstarte Matthew McConaugheys Hollywood-renæssance.

Friedkin efterlader sig sin fjerde hustru, Lansing, samt to sønner.

Vi afslutter med at dele et herligt klip af den evigt snakkesalige, spydige Friedkin i dialog med den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn, hvor Friedkin latterliggør danskeren for hans postulat om, at hans "Only God Forgives" er et mesterværk:

Kommentarer

William Friedkin – instruktøren bag "Eksorcisten" og "The French Connection" – er død, 87 år gammel

  • ★★★★0

    Cinemateket viser tilfældigvis (det var allerede programsat) Eksorcisten i aften.

    Det ser dog desværre ud til at være den remixede, såkaldte "director's cut" (den, der havde den mundrette titel "in a Version You Have Not Seen Before," da den fik biografpremiere tilbage i 2000).

    thomsen 7-08-23 20:07

  • 3

    Jeg var til en talk med ham for nogle år siden med ham og Jang. Der virkede han meget frisk, men det er selvfølgelig også noget tid siden nu. Både Exorcisten og især French Connection (samt Sorcerer og To Live and Die in L.A.) står som nogle af det stærkeste film fra ham. Hans film havde efter min mening en særlig nerve og råhed som man ikke ser så meget nu om dage. RIP

    Sichlau 7-08-23 20:35

  • ★★★★0

    Jeg hører nok til dem, der mener, at han toppede i 1970'erne, og så er det gået stødt ned af bakke lige siden.

    Jeg har dog aldrig set To Live and Die in L.A., og det, har jeg fået at vide, er en stor fejl, så det må jeg have indhentet. Kino har heldigvis lige udgivet den på UHD/ BD fra en helt ny 4K-master. 

    Jeg har lidt svært ved at acceptere hans tendens til at pille ved sine gamle film, jf. bl.a. den første amerikanske BD-udgivelse af French Connection, der så fuldstændig anderledes ud i farver og kontrast - bare fordi han havde lyst til at prøve noget andet. 

    thomsen 8-08-23 11:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen