Kate Mulgrew vender tilbage som kaptajn Janeway i ny "Star Trek"-serie

"Star Trek: Voyager"-stjernen har ikke spillet rollen siden spillefilmen "Star Trek: Nemesis" fra 2002.

Tilbage i januar vendte Patrick Stewart tilbage til "Star Trek"-universet efter små 18 års fravær i den spritnye og nyligt Emmy-belønnede tv-serie "Star Trek: Picard".

Og nu vender en anden, tidligere Starfleet-kaptajn snart tilbage til alverdens fladskærme og flimmerkasser, idet Kate Mulgrew ("Orange is the New Black") officielt vender tilbage som Kathryn Janeway i den kommende animationsserie "Star Trek: Prodigy".

Det blev bekræftet under det virtuelle New York Comic Con-arrangement, hvor en begejstret Mulgrew selv udtalte:

"Jeg er så spændt på at introducere et univers, der har højnet verden i årtier, for de unge seere. Det bliver enormt tilfredsstillende på en helt ny måde for mig at vende tilbage til roret."

Læs også: 2. sæson af "Star Trek: Picard" udkommer næste år

Janeway var en af hovedpersonerne i tv-serien "Star Trek: Voyager" (1995-2001), hvor hun var kaptajn på rumskibet Voyager, som forsøger at kæmpe sig gennem Mælkevejen og tilbage til Jorden, efter at et fremmed væsen har slynget hendes rumskib og mandskab 70.000 lysår væk fra deres hjem – en rejse, som umiddelbart står til at tage mindst 70 år.

Mulgrew gentog rollen kort i spillefilmen "Star Trek: Nemesis", og nu dukker hun altså snart op igen i "Star Trek: Prodigy", som produceres til tv-stationen Nickelodeon. Det vides ikke, om Janeway får en bærende rolle i serien eller blot dukker op for en kort bemærkning.

Den computeranimerede serie udkommer engang i 2021 og følger en gruppe lovløse teenagere, som finder et forladt Starfleet-rumskib og bruger det til at udforske galaksen.

Det kreative arbejde på "Star Trek: Prodigy" superviseres af det Emmy-belønnede makkerpar Kevin Hageman og Dan Hageman ("The Lego Movie", Trollhunters", "Ninjago").

Kommentarer

Kate Mulgrew vender tilbage som kaptajn Janeway i ny "Star Trek"-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen