Podcast: Fem til fredag #21 - 5 sydkoreanske film du skal se!

Moovy Podcast varmer om til Park Chan-wooks "Decision to Leave" med en håndfuld sydkoreanske film.

David Cronenberg har unægteligt fyldt meget i november-måned med vores spotlight-serie om instruktøren af den biografaktuelle "Crimes of the Future". Men nu rejser dine værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, østpå til et af de mest interessante filmlande.

Turen går til Sydkorea, og her har vi fundet 5 sydkoreanske film, som du skal se. Som et lille benspænd er film af hverken Park Chan-wook eller Bong Joon-ho at finde på listen, og faktisk skal det siges, at anbefalinger i og for sig bevæger sig vidt omkring. Fra hævnthrilleren til det poetiske.

Mikkel starter ud med det mystiske, romantiske drama "Time" af nyligt afdøde Kim Ki-duk, som har gjort sit for at få sydkoreanske film på filmfestivaler verden over, og filmen handler om en kvinde, som får lavet skønhedsoperationer, så hendes kæreste kan forelske sig i hende på ny.

Ud over Bong Joon-hos "Memories of Murder" og Park Chan-wooks "Oldboy" begik Kim Jee-woon sig også i 2003 med et værk, der skulle vise sig at blive en nyklassiker inden for sydkoreansk film. "A Tale of Two Sisters" er blevet hyldet af mange, men vi skal faktisk helt tilbage til 1998, hvor hans debutfilm, "The Quiet Family", udkom. Det er en genrespringende, sortkomisk thriller med et væld af velkendte sydkoreanske ansigter.

HØR OGSÅ: SPOTLIGHT #8 - DAVID CRONENBERGS KROP OG SIND (DEL III)

"The Citizen Kane of South Korean Cinema," siger Bong Joon-ho om "The Housemaid" fra 1960, og det er Mikkel og Joachim som sådan enige i. Sammen har de valgt denne erotiske thriller, der på mange måder har dannet grobund for mesterværker som "Parasite" og "The Handmaiden".

Mod slutningen af episoden er Mikkel nødt til at vælge hævnthrilleren "Bedevilled", eftersom sydkoreanske film efterhånden er blevet synonym med hævngerrige antihelte, der ikke er ræd for at lade blodet flyde.

Episodens sidste anbefaling kommer fra instruktøren Lee Chang-dong – manden bag "Burning", som Joachim i jubilæumsafsnittet erklærede sin yndlingsfilm. "Peppermint Candy" fra 1999 følger en hårdt ramt herre, som i filmens indledning begår selvmord ved at træde foran et tog.

Resten af filmen er en smuk om end benhård fortælling fortalt baglæns gennem 6-7 flashbacks, som tilsammen udgør hans liv. Disse flashbacks afspejler ydermere vigtige historiske punkter i Sydkorea og bliver en slags mini-biografi om den sene del af landets historie.

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Fem til fredag #21 - 5 sydkoreanske film du skal se!

  • ★★★★2

    Herlig episode. Og skønt med kærlighed til Peppermint Candy, som alt for sjældent bliver omtalt.

    Jeg har hurtigt lige brygget min egen top 10 sydkoreanske film sammen:

    1. A Tale of Two Sisters (Kim Jee-woon)
    2. Parasite (Bong Joon-ho)
    3. The Handmaiden (Park Chan-wook)
    4. Peppermint Candy (Lee Chang-dong)
    5. Oldboy (Park Chan-wook)
    6. The Wailing (Na Hong-jin)
    7. Poetry (Lee Chang-dong)
    8. Spring, Summer, Fall, Winter… and Spring (Kim Ki-duk)
    9. Pieta (Kim Ki-duk)
    10. Mother (Bong Joon-ho)

     

    Og nej, det er ikke en forglemmelse, at hverken Burning eller Memories of Murder er på listen. Det er rigtig gode film, men der er altså 10 andre, som jeg er endnu gladere for.

    Da jeg lavede listen, var der især én film, som jeg fik lyst til at gense meget snart, eftersom jeg kun har set den en enkelt gang: nemlig Poetry. Jeg husker den som virklig virklig rørende - og poetisk...

    PS: nogle vil måske bedre kende den under titlen Shi.

    S. Rico 9-12-22 14:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen