Podcast: Spotlight: Face/Off (1997) m. Jarl Mengers Andersen

Moovy Podcast hylder actionklassikeren "Face/Off", når slaget én gang for alle skal stå: Hvem er mest vanvittig af Nicolas Cage og John Travolta?

Moovy Podcast elsker at hylde film. Hvad end der er Sylvester Stallones karrieredefinerende "First Blood" eller William Friedkins politibasker, "The French Connection".

I oktober stod den på gys i form af John Carpenters monstrøse "The Thing", og denne gang går værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, helt nye veje: John Woos actionklassiker "Face/Off" fra 1997 skal nemlig under kærlig behandling.

Den opgave kan de dog ikke klare selv. Derfor får værterne besøg af Moovys egen skribent – og selverklæret formand for Nicolas Cages globale fanklubJarl Mengers Andersen. Jarl er nemlig ikke bare stor fan af den meme'able skuespiller. Han har set alle film, Nicolas Cage har medvirket i og mener, der er argumenter for, at Cage uironisk er den bedste skuespiller nogensinde – dét kan du blive klogere på i episoden.

HØR OGSÅ: FEM TIL FREDAG #11 - DE 5 BEDSTE FILM MED NICOLAS CAGE + PIG (M. JARL MENGERS ANDERSEN)

Sammen gennemgår de tre værter detaljeret "Face/Off", hvor John Woo for alvor beviser, hvilken galskab man kunne slippe afsted med i 1990'erne, når det gjaldt en blockbuster-actionfilm.

Ansigt til ansigt mødes John Travolta og Nicolas Cage, når de duellerer i, hvem der kan agere mest vanvittigt og utilregneligt. Som agenten Sean Archer (Travolta) og superskurken Castor Troy (Cage) ender de to nemlig i en dødsensfarlig katten-efter-musen-jagt, da moderne teknologi sørger for, at de kan skifte ansigter.

Det giver anledning til masser af slowmotion, psykoseksuelle udfoldelser, kæmpe skuddueller og legendariske replikker som "I'd like to take his face.... off!"

I episoden gennemgås filmens bedste scener, citater, status anno 2023 og historien bag filmens tilblivelse. Er det sandt, at Travolta og Cage prøvede at latterliggøre hinanden? Og så teoretiseres der også I, hvem der ellers kunne have skiftet ansigter. Ville en dansk udgave eksempelvis byde på et opgør mellem Lars og Mads Mikkelsen?!

Alt dét, og meget andet, kan du blive klogere på i dagens episode.

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Spotlight: Face/Off (1997) m. Jarl Mengers Andersen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen