Er lyden dårlig? Siden min biograf kun viser den med undertekster
Anmeldelse: Undtagelsen
Stjerneskuespillerinder reduceres til brikker i lynskak uden den eskalerende ping-pong-mobning, der burde gå direkte i ubehagets mellemgulv som slow burner.
Filmatiseringer af de helt store danske romaner er altid under stor bevågenhed. Til trods for at tilfredsheden fra bøgernes mest die hard-fans og fra kritikere sjældent rammes med samme begejstring, afspejles en vis popularitet ved billetlugerne som regel. Indimellem går alting op i en højere enhed, og der er eksempler på netop det over de seneste år. Såsom ved Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans mesterværk "Lykke-Per", mens Jonas T. Bengtssons "Submarino" blev taget under kompetent behandling af Thomas Vinterberg. Christian Jungersens internationale gennembrudsroman, "Undtagelsen" – ofte omtalt som én af de bedste danske romaner de seneste 20 år – vil dog ikke gå over i historien som vellykket filmatisering.
Potentialet er ellers til stede, ser vi udelukkende på det perfekt castede firkløver, som udgør krigszonen i "Undtagelsen". Iben (Danica Curcic), Malene (Amanda Collin), Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) og Camilla (Lene Maria Christensen) arbejder på et kontor præget af interne magtkampe og fnidder. Da Iben og Malene en dag modtager dødstrusler, mistænker de i første omgang en serbisk folkemorder, som de skriver en artikelserie, "Ondskabens psykologi", om. Men eftersom mobningen og intrigerne på kontoret eskalerer, begynder de to veninder at overveje, om ondskaben kunne komme fra egne rækker. For ondskaben er i os alle.
Akademisk afdækning af ondskabens natur og historie, urovækkende mobbe-drama og paranoia-thriller. Christian Jungersens bemærkelsesværdige værk over knapt 700 sider er en stor mundfuld at overføre til to timers levende billeder. Og djævelen er vitterligt i detaljen, i ubehaget og mellem linjerne, når temaerne skal sammenflettes og spejles i hinanden. Instruktør Jesper W. Nielsens filmatisering drukner derimod i thriller-klichéer og unuancerede personskildringer. Fortællingen udpensles i så kropslange farvestrøg, så alle forstår undtagelsen, der bekræfter reglen om, at filmatiseringer typisk ikke kan efterleve bogen bag.
At Jesper W. Nielsen ikke er bleg for overdramatisering og at genanvende greb fra amerikanske film – denne gang dog især fra den franske "Profeten" – er ikke overraskende. Gudbjergs-dramaet "Der kommer en dag" svælgede ligeledes i et overfortalt form over indhold-spændingsfelt, der ville for meget og alligevel alt for lidt. Alligevel virker det til, at der især fejles på manus-delen. Ingen tvivl om, at Bodil-vindende Christian Torpe har stået med en utaknemmelig opgave ved at samle trådene fra oplægget. "Undtagelsen" føles som en bevidst rodet affære af den slags, som desperat søger at slå knude på sig selv for at sløre gennemskuelige plot twists. Aldrig findes det selvsikre fodfæste, når fortællingen står i ulogiske slutninger til knæene, der burde lede sit publikum snigende ind i menneskets mørkeste hjerte og ud i thrillerens overraskende afkroge. Mystikken og antydningens kunst fordufter imidlertid, når persongalleriets skjulte motiver afsløres af mudrede fodspor henover hvid kanvas i lyset af neonblinkende pile.
Selvom "Undtagelsen" som helhed fejler, spiller enkeltstående sekvenser. Slutningen formår mere eller mindre vellykket at lege kispus med publikum, mens indlejret arkivmateriale med klip fra folkemord skaber en mørk atmosfære. Ikke at det er nok, når temaet om iboende menneskelig ondskab forfalder til banaliteter. De fire skuespillerinder gør deres bedste for at skabe en stemning af paranoia, omend forceret, men virker ikke altid helt til at vide, i hvilken retning de skal fortolke karaktererne. De reduceres til brikker i lynskak uden den eskalerende ping-pong-mobning, der burde gå direkte i ubehagets mellemgulv som slow burner. Det lykkes også, men med en helt anden type hård maveonde end tilsigtet.
Tilbage i hjørnet står en trist film-skæbne, man har lyst til at give en krammer. Ikke fordi Jesper W. Nielsens filmatisering af "Undtagelsen" fortjener det, men fordi potentialet forvaltes sørgeligt. Ikke alene i forhold til Christian Jungersens litterære oplæg, men også som selvstændig thriller.