Det er et ekstremt stærkt felt i år, så alene det at blive nomineret vil være flot.
Danske "Flugt" er stadig med i Oscar-kapløbet
Camilla Nielssons dokumentar, "President", er også i spil til næste års prisuddeling.
Det amerikansk filmakademi annoncerede tirsdag deres såkaldte shortlists med forhåndsudpegede film, der går videre til nomineringsrunden i kapløbet om verdens mest prominente filmpriser.
Jonas Poher Rasmussens "Flugt" slap igennem nåleøjet på hele to lister og er dermed forhåndsudtaget til at komme i spil til en nominering i kategorierne Bedste internationale spillefilm og Bedste dokumentarfilm.
SE OGSÅ: "PRESIDENT": INTERVIEW MED SUNDANCE-VINDEREN CAMILLA NIELSSON
På dokumentarlisten er desuden Camilla Nielssons "President", der også har mulighed for at blive valgt som én af kategoriens fem nominerede sammen med "Flugt".
Akademiets udmelding med i alt ti shortlister tæller også to danske kortfilm: "Stenofonen" af Nicolaj Kopernikus og "On My Mind" af Martin Strange-Hansen.
Se udmeldingen med alle film på oscars.org.
De nominerede film udpeges 8. februar, og den store Oscar-finale finder sted i Los Angeles den 27. marts.
Moovy TV interviewede tidligere på året Jonas Poher Rasmussens i forbindelse med premieren på "Flugt". Se videointerviewet herunder: