Disney er åbenbart tøet op - serien kunne ellers godt være lagt på is.
Trailer: "Ice Age"-sagaen vender tilbage – se den tempofyldte trailer til spritnyt eventyr
Scrat, Sid, Manfred, Diego og alle de andre forhistoriske skabninger gør snart comeback i den succesfulde franchises sjette film.
Disney overtog efter opkøbet af 20th Century Fox – nu kendt som 20th Century Studios – rettighederne til bl.a. den succesfulde "Ice Age"-franchise, der oprindeligt blev skabt af hedengangne Blue Sky Studios.
Nu har Disney så frigivet traileren til den sjette animationsfilm om de skøre skabninger fra istiden, og den har fået originaltitlen "The Ice Age Adventures of Buck Wild".
Læs også: Disney lukker det succesfulde animationsstudie Blue Sky Studios
Som titlen antyder, har den kommende film den enøjede væsel Buck som omdrejningspunkt. Den spøjse fætter blev oprindeligt introduceret i seriens tredje kapitel med titlen "Ice Age: Dawn of the Dinosaurs".
I den nye film kommer vores forhistoriske venner på et hæsblæsende eventyr i en gigantisk hule under isen. Hulen domineres af glubske dinosaurer, og det bliver nu op til handlekraftige Buck at føre an i løjerne og sørge for, at alle slipper helskindet fra mødet med de frygtindgydende fortidsuhyrer.
"The Ice Age Adventures of Buck Wild" får premiere på Disney+ den 28. januar, og du kan se traileren her: