Trailer: Et dræber-dovendyr går amok i traileren til "Slotherhouse"

Dovenskab er jo også en af de syv dødssynder...

Det er blevet forunderligt populært at lave film om blodtørstige dyr, som går grassat – fra den stort opsatte hajfilm "The Meg 2" og den "autentiske" bjørne-gyserkomedie "Cocaine Bear" til lavbudgetsnonsens som "Killer Raccoons 2" og "Angry Asian Murder Hornets", hvor hhv. vaskebjørne og hvepse går i kødet på menneskerne omkring dem.

Seneste skud på stammen er den kommende "Slotherhouse", der – som titlen antyder – handler om et ondskabsfuldt sloth, altså et dovendyr.

I filmen vælger den unge college-studerende Emily at købe et dovendyr i håbet om, at det søde kræ kan gøre hende enormt populær blandt hendes jævnaldrende via de sociale medier. Men dovendyret, som går under navnet Alfa, distraherer alle med sin afvæbnende cuteness, alt imens den slagter menneskerne omkring sig som hævn for sin tilfangetagelse.

Se også: Kosmiske krabbekløer går amok i traileren til "Cocaine Crabs from Outer Space"

Og ganske vist er dovendyr nogle langsomme væsner, men ud over at benytte sit charmerende udseende som våben, så er Alfa også ferm til selv at bruge internettet til at lokke sine ofre i fælden...

Selvom det hele lyder mildest talt åndssvagt, så er det bemærkelsesværdigt, at dovendyret faktisk er en håndlavet dukke og ikke en utroværdig computerskabning som i flere af de førnævnte film.

Både folkene bag og skuespillerne i "Slotherhouse" er mere eller mindre ukendte. Deres film kan ses i de amerikanske biografer fra og med den 30. august, mens vi stadig venter (utålmodigt) på en dansk premieredato. Se traileren her:

Kommentarer

Et dræber-dovendyr går amok i traileren til "Slotherhouse"

  • 1

    SÅDAN JOHAN! <3

    jarlen 5-08-23 12:25

  • ★★0

    Æv, googlede den lige og fandt desværre ud af at den var PG-13 rated. Der stod godt nok pga bloody images and language, men volden plejer at være væsentligt mere nedtonet når censuren er så lav. Ellers er idéen udmærket. Filmen bliver (for mit vedkommende) først et kig værd, når den kan købes for billige penge på BD...

    Ryder666 5-08-23 14:12

  • 1

    Jeg elsker titlen... De havde ikke behøvet at lave filmen.

    Nickell 5-08-23 20:47

  • ★★★★0

    ..for doven til PG13...

    Gasivodo 6-08-23 07:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen