Trailer: Ny trailer til den danske science fiction-film "For evigt"

En sprække på havbunden truer Jordens eksistens, mens to af vores planets redningsmænd gennemlever en mere personlig krise på overfladen.

Vi har sagt det før: Danske sci-fi-spillefilm gror ikke ligefrem på træerne. I 2017 fik vi Max Kestners "QEDA", som Moovy TV lavede et dybdeborende indslag om, der bl.a. så nærmere på den danske science fiction-films visuelle effekter, musik og lydside.

Og senere i år får vi så Ulaa Salims "For evigt", der lidt ligesom "QEDA" kredser om en destruktiv naturkatastrofe. "For evigt" udfolder sig i en nær fremtid, hvor et voldsomt jordskælv forårsager en mystisk sprække i havbunden flere kilometer under Atlanterhavets overflade, som får de globale klimaforandringer til at accelerere.

Salims forrige (og første) film, "Danmarks sønner", havde ligeledes aktuelle og kontroversielle problemstillinger som omdrejningspunkt – i dét tilfælde politisk magtmisbrug, racisme og terrorisme.

Se også: "Danmarks sønner"-interview med Ulaa Salim og Mohammed Ismail Mohammed

I "For evigt" får det førnævnte jordskælv de globale klimaforandringer til at accelerere dramatisk. Langt fra naturfænomenets epicenter i Danmark slår det alvorlige gnister mellem Elias (Simon Sears) og Anita (Nanna Øland Fabricius – også kendt som Oh Land). De to forelsker sig i hinanden, og et passioneret kærlighedsforhold tager sin begyndelse, men også sin ende med tiden.

I voksenlivet tildeles Elias en nøglerolle på det internationale hold af videnskabsfolk og klimaforskere, der skal lukke sprækken på bunden af havet. Men da Elias møder Anita igen, står han ansigt til ansigt med det liv, han valgte fra, og han må spørge sig selv: Kan man vælge sin egen skæbne? "For evigt" er på én gang en kærlighedshistorie og et sci-fi-drama på tværs af tid og rum – oppe på landjorden og i et klaustrofobisk ubådsmørke nede i dybet.

"For evigt" får dansk biografpremiere den 18. april 2024. Se den nye trailer her:

Kommentarer

Ny trailer til den danske science fiction-film "For evigt"

  • ★★★0

    Og QEDA er stadig ikke udkommet på Blu-ray (eller bedre)!

    NSF31-01-24 11:22

  • ★★★★★0

    Og QEDA er stadig ikke udkommet på Blu-ray (eller bedre)!

    Nej, det er dæleme trist :-/ Jeg søger stadigvæk efter den regelmæssigt hos Amazon.de og bliver ved med at krydse fingre!

    The Insider31-01-24 11:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen