Den første kunne jeg rigtigt godt lide, så havde set lidt frem til denne her egentlig og overvejede om jeg burde se den i biografen. Uanset, det er en god anmeldelse synes jeg.
Anmeldelse: Jack Reacher: Never Go Back
Tom Cruise. Navnet fås ikke større i filmverdenen, det er som skåret ind i bjergsiden på Hollywood Hills. Selvom den måske allerstørste Hollywood-stjerne af dem alle er gået hen og blevet 54 år, medvirker han stadig i nogle af tidens mest prominente actionfilm – heriblandt "Mission Impossible"-franchisen. Om det lykkes at gøre filmatiseringerne af Lee Childs bogserie om Jack Reacher lige så populær, skal forblive usagt. Anden del i sagaen, "Jack Reacher: Never Go Back", indfrier nemlig ikke forventningerne fra første film.
Fire år efter første film trasker Jack Reacher (Tom Cruise) stadig rundt på de støvede highways. Selvfølgelig uden at se sig for fin til at uddele hårdtslående oneliners eller måske en knytter eller ti, hvis det nu endelig skulle være. Da den tidligere elitesoldat skal besøge smækre Major Susan Turner (Cobie Smulders) på sin gamle militærbase, kastes han ud i eksplosive konspirationer og mordanklager. Værst af alt – vores utilpassede antihelt tvinges til at se fortiden i øjnene!
Aldrig har en undertitel været så meget en selvopfyldende profeti som her. I "Jack Reacher: Never Go Back" begynder det at skride i svinget, så snart der kradses i fortidens mange sår. Gæve Jack har tilsyneladende en pisseirriterende 15-årig datter, der er mindst lige så utilpasset som sin far. Eller måske. Vi ved ikke med sikkerhed, om hun er Reachers datter. Og indtil dét bliver opklaret, skal hun selvfølgelig på udflugt med pseudo-mor Major Turner og en sentimental actionhelt med malplacerede kernefamilie-drømme.
Reacher er bedst, når han som uovervindelig 80'er-kliché uddeler dødbringende håndmadder til højre og venstre – uden at få spoleret så meget som ét hår af sin perfekte Michael Laudrup-fritz. Underholdende og sjovt, med oppustet macho-dialog og fikse actionsekvenser. Præmissen er til at føle på præcis som i den foregående film eller i mere helstøbte action-noirs såsom "John Wick" og "Running Scared". Heltens unævnte fortid skaber en mystik, som helst ikke skal brydes – og vi er egentlig også lidt ligeglade. Så interessant er baggrunden for endnu en stereotypisk actionhelt heller ikke. Den smule mystik, som dog er i filmen, falder resolut til jorden, når Jack Reacher i en u-vending forvandles til farmand Bryan Mills fra "Taken".
Tom Cruise og Cobie Smulders matcher hinanden i fysik og kemi. Action-parret opvejer til dels den iøjnefaldende portion plothuller med en blodrød cocktail af kulørt ultravold, fjollede-på-den-gode-måde replikker og klassisk run n’ chase-action. Vores helte kan dog ikke løbe fra det tynde plot. Ikke på ét tidspunkt sidder vi ude på kanten af sædet, andet end i forbløffelse over hvor enormt forstyrrende og unødvendigt et omdrejningspunktet datteren er – som så alligevel er filmens egentlig fremdrift. Var "Jack Reacher: Never Go Back" ikke så fandens god til alligevel at køre slalom rundt om de meste fatale bump med speederen i bund, ville filmen være kørt af sporet.
Hvor etteren fra 2012 ikke var et mesterværk, havde den med en Tom Cruise i topform sin charme og underholdningsværdi. Opfølgeren har visse positive elementer som ren action-rabalder, men rammer ved siden af for mange gange til, at det bliver skudfarligt for alvor.