Matt Dillon har jeg ikke rigtig mening om, men glæder mig da til at se hvad Trier får ud af Bruno Ganz.
Lars von Trier offentliggør hovedroller til sin seriemorder-film
Lars von Trier afslører i dag de første hovedroller i hans næste film, "The House that Jack Built". Hovedrollen som seriemorderen Jack spilles af den amerikanske stjerne Matt Dillon.
Siden sit gennembrud i "The Outsiders" har Dillon vist sig at være en af de mest mangfoldige skuespillere i sin generation, bl.a. med roller i film som "There's Something About Mary", "Drugstore Cowboy" og "Crash". Sidstnævnte indbragte ham nomineringer til både en Golden Globe og Oscar. Senest har han spillet hovedrollen i den amerikanske tv-serie "Wayward Pines".
Overfor Matt Dillon som Jack indtager schweiziske Bruno Ganz rollen som den mystiske Verge, der udforsker og udfordrer Jacks tanker og handlinger gennem en tilbagevendende dialog.
Bruno Ganz har haft en fremtrædende karriere i især tysksprogede film- og tv-produktioner og havde sit store gennembrud i "Sommergäste" fra 1976. Han har arbejdet med en lang række international anerkendte instruktører som Werner Herzog, Wim Wenders og Francis Ford Coppola og er kendt fra bl.a. "Wings af Desire". Bruno Ganz blev for alvor kendt for sit anmelderroste portræt af Adolf Hitler i "Der Untergang".
Lars von Trier udtaler i en pressemeddelelse: "Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Matt Dillon og Bruno Ganz. De to herrer har på hvert deres tidspunkt været milepæle i min ungdommelige filmiske udvikling. Udover at være et epokegørende match er de hver især fremragende skuespillere og falder helt naturligt ind i 'min filmiske familie'. Jeg ser med glæde og stolthed frem til arbejdet med dem."
"The House that Jack Built" følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år og introducerer de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Vi oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, at hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig Jack, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.
Optagelserne til filmen finder sted i Trollhättan i Sverige samt i København.